Geologi Og Jordbundslære 1 1910

12 Indledning Jorden. Ved denne langskaftede Søger er vi i Stand til at tage Prøver af fjerne Stjerners Stofmasser og undersøge dem med samme Sikkerhed som om vi havde dem i et Reagensglas i vort Laboratorium. Ved den Kant-Laplace’ske Teori blev der kastet et Lys tilbage over Jordens første Dage og skabt en solid Basis, hvorpaa der kunde bygges videre. Studiet af Forholdene paa Jorden var dog endnu meget langt tilbage, og hvad man vidste var uden synderlig Orden og Sammenhæng. Men i Slutningen af det 18de Aarhundrede skete heri et mægtigt Frem- skridt ved en enkelt Mands Virksomhed. Manden var A. G. Werner, der fra 1775—1817 virkede som Lærer ved Bjergværksskolen i Freiberg i Sachsen. Han kaldes Geologiens Fader og er den egentlige videnskabe- lige Geologis Skaber og Grundlægger. Med sin i bedste Forstand ægte germaniske systematiske Sans tog han fat ved den rigtige Ende, ved de enkelte Mineralier. Werner opstillede nemlig først et mineralogisk System, hvori han bragte Orden i tidligere Tiders mere tilfældigt sammenbragte Navne og Betegnelser paa de enkelte Mineralier. Der- næst vendte han sig til Bjergarts læren og bragte her ogsaa syste- matisk Klarhed til Veje, saa at de tidligere temmelig vilkaarligt anvendte Bjergartsnavne som Granit, Gneis, Graavakke, Basalt osv. nu fik ganske bestemte Betydninger og kom til at sigte paa bestemte Bjergarter, dan- nede af visse bestemte Mineralier, hvorved det blev muligt videnskabe- ligt at sammenligne forskellige Egnes geologiske Forhold. Han kastede sig dernæst over Bjergarternes Forekomst i Naturen og søgte at inddele dem i Formationer. Selve dette Navn laante han fra den nogle Aar- tier tidligere levende thuringske Geolog Fiichsels Arbejder. Werner op- stillede tre Hovedformationer: Urbjerge, Overgangsbjerge og Fløtsbjerge, hvortil der senere føjedes en fjerde Formation: op- skyllet Land. Næsten alle dalevende Geologer antog Werners Ind- delingsmaader, skønt han selv var meget lidt skrivende og kun udgav faa Bøger. Men hans Systematik spredtes i Afskrifter af hans Forelæs- ninger ved hans Tilhørere over hele Datidens videnskabelige Verden. Hans for sin Tid udmærkede System blev antaget af næsten alle hans Samtidige, men hans Hypotheser, om hvorledes Bjergene var opstaaet, fremkaldte megen Strid. Han fremsatte nemlig sin neptuniskeTeori, hvorefter alle Bjergarter, selv saa karakteristiske Eruptiver som Basalt, var opstaaet i Vand. Som Modsætning hertil optraadte den dygtige skotske Geolog James Hutton (1726—97) med en plutonisk Teori, hvorefter Stenarterne var opstaaede ad vulkansk Vej. Der dannede sig nu to Partier, Neptunister og Plutonister, der ikke var hinanden ret velsindede. Løsningen af den opstaaede Strid kom dog til Slut ude fra selve Naturen, ved yderligere Naturstudium, hvorved det viste sig, at