Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi

334 Historisk Geologi mest øde og utilgængelige Egne af Ørkenen. I Løbet af de sidste ti Aar er disse Findesteder, trods de store Vanskeligheder Klimaet og Ørkenen lægger i Vejen, blevet nøje undersøgt af Englænderne H. L. Beadnell og C. W. Andrews, der for „British Museum“ og „Egyptian geologial Survey“ har drevet fuldstændige store Stenbrud alene for at samle de fossile Dyrelevninger, og i Begyndelsen af 1907 er disse Ud- gravninger blevet fortsat i stor Stil af den tidligere omtalte amerikanske Fig. 205. Mesonyx, et Urrovdyr fra Eocæntiden (efter Knight). Palæontolog Osborn, der har gjort Studiet af de tertiære Pattedyr til Specialitet. Ved disse dels af den engelske Regering dels af en ameri- kansk Millionær bekostede Undersøgelser er der fremkommet en Mængde mærkelige Fund af tertiære Pattedyr, væsentlig fra Eocæntiden. Fundene udfylder og fuldstændiggør paa mange Maader det Billede, som de euro- pæiske og amerikanske Fund har givet af Eocæntidens Dyreverden, men Undersøgelserne er ogsaa i ren geologisk Henseende af stor Inter- esse, hvorfor der maa dvæles lidt ved dem. Den nu saa øde libyske Ørken har i Eocæntiden været en Savanne, d. v. s. en græsklædt Slette med spredt Trævækst. Mægtige forkislede Træstammer i Ørkensandet vidner endnu om den tidligere Trævækst. Mod Syd har Savannen grænset op til tætte tropiske Skove. Gennem disse Strækninger har en stor Flod udgydt sine Vande i et sumpet