Geologi Og Jordbundslære 1 1910

 80 Petrografi forekomster. I Norge er mægtige Gabbromasser blevet lagt blot ved Erosionen og danner nu nogle af de norske Fjeldpartiers højeste Toppe, saaledes i Jotunfjeldene og i Sulitjelmapartiet (Nordland). Gabbro med megen Olivin kaldes Olivingabbro. Nærstaaende herved er Olivin- sten, som næsten udelukkende bestaar af Olivin. Diabaserne staar i Sammensætning nær Gabbro. De har samme Kiselsyreindhold og er sammensat af Plagioklaser og Augit. Hertil kommer hyppig Olivin, Magnetjernsten, Apatit o. fl. Mineralier. D. er i Fig. 56. Søjle form ig Basalt. Antrim, Irland (efter Fot.). Reglen temmelig finkornede, mange er „tætte". Farven er mørk, men bliver ved Forvitring grønlig, hvorfor de i ældre Tid ofte kaldtes Grøn- stene. Diabasporfyrer har grønlig Grundmasse, gennemsat med større listeformige Feldspatkrystaller. Diabaser og Diabasporfyrer optræder som Gangbjergarter, men D. danner ogsaa udstrakte Dækker over andre Stenarter, idet de er flydt ud af en Sprække i Jorden i ildflydende Til- stand og har lejret sig ovenpaa de underliggende Stenarter. Saadanne „Trap“dannelser kendes fra Sverig ved Kinnekulla (Kinnediabas, sæd- vanlig i danske Istidsaflejringer), Hunneberg og Hälleberg m. fl. St. Yngre vulkanske Bjergarter (tertiære og senere) af Diabasfamilien, i Reglen med megen Magnetjern og Olivin er: Basalt. Har finkornet Struktur og mørk Farve, der ved Forvitring bliver rustrød. Optræder som Dækker, Strømme og gangformige Masser.