Læren om Lyset
Forelæsninger for Officerskolens ældste Klasse

168 kunne Bøjningsvinkleone maales for den samme Fraunhoferske Linie i flere af de første Spektrer, saa vel som ogsaa til begge Sider af Midtlinien. Som Middel af de meget nær overensstem- mende Maalinger af Fraunhofer, van der Willigen, Ditscheiner, Ångstrøm og Mascart ere Bølgelængderne i 10*QQ Millimeter A B C I) E F G Hx 7,606; 6,875; 6,565; 5,893; 5,269; 4,858; 4,302 ; 3,971 . Bølgelængden for Linien D svarer til Midten af to nærliggende Linier, for hvilke Forskjellen i Bølgelængden kun er 0,006. Nær ligger med Bølgelængden 3,937, og det er begge disse Linier i Forening, som betegnes ved H. Vi have ofte Lejlighed til at iagttage Cøjningsfænomenerne ved Lysets Gjennemgang gjennem Gittere. De ses saaledes allerede ved Betragning af en smal Lysgiver med blotte Øjne, idet Øjenvipperne tjene som Gitter, ligeledes ved f. Ex. at se paa mindre Lysgivere gjennem en Fuglefjer. Ogsaa ses smukke Bøjningsbilleder ved Tilbagekastningen fra spejlende Git- tere eller fra fint ridsede Metalplader, som de Barton’ske Iris- knapper, ligesom ogsaa Farvespillet hos mange Insekter og ved Perlemoret skyldes den samme Aarsag. Man kan endog af- kopiere Perlemorets Farvespil ved at tage et Aftryk i fint Vox af Perlemorets Overflade. Strør man Hexemel (Lycopodium) paa en Glasplade, og betragter man en mindre Lysgiver igjennem Pladen, eller lader man den spejle sig i Pladen, saa ses Lysgiveren omgivet af farvede Ringe, som indad til ere violette og udad til røde. Ringenes Diametre blive desto større, jo mindre de enkelte, smaa Korn blive. Det er det samme Bøjningningsfænomen, som iagttages, naar man i taaget Vejr ser Solen eller Maanen omgivet af svagt farvede Ringe («Hove»), idet det her er de meget fine Vanddraaber, hvoraf Taagen bestaar, som, naar de ere lige store, frembringe Bøjningen. Af Ringenes Diametre har man kunnet beregne Vanddraabernes Størrelse, og man