Læren om Lyset
Forelæsninger for Officerskolens ældste Klasse

172 Farver. Saaledes absorberes af blaat Kobaltglas de gule og grønne Farver, af rødt med Kobber farvet Glas næsten alle Farver paa rødt nær, af Nikkelsalte rødt og violet, af Kobber- ilte-Ammoniak rødt, gult og grønt. En Opløsning af det sidste Stof gjennemlader saaledes slet ikke det enkeltfarvede gule Lys fra en Kogsaltflamme. En Opløsning af Bladgrønt i Alkohol viser sig ved gjen- nemgaaende Dagslys i tyndere Lag grøn, i tykkere Lag derimod mørkerød. Alle Farver absorberes nemlig stærkt af en saadan Opløsning paa grønt og rødt nær, men naar disse to Farver blive alene tilbage af Sollyset, saa er den grønne Farve den stærkest fremtrædende. Denne absorberes imidlertid af Opløs- ningen lidt stærkere end den røde Farve, hvorfor det bliver denne sidste, som efter Lysets Gjennemgang gjennem en læn- gere Strækning næsten udelukkende bliver tilbage. Disse og lignende Forhold opklares nærmere ved Betragtning af Loven for Lysets Absorbtion. Gaa vi ud fra den Antagelse, at enkeltfarvet Lys altid absorberes af et givet Legeme i et med Intensiteten propor- tionalt Forhold, og sættes Intensiteten af det indfaldende enkeltfarvede Lys lig 7, saa vil denne, efter at Lyset er gaaet f. Ex. igjennem 1 Millimeter af Legemet, kunne udtrykkes ved Zåj, idet li er en ægte Brøk («Transmissjons-Koefficienten»), og fremdeles ved 77c2, 7/c3, . . . !kn, naar Lyset har passeret en Strækning af 2, 3, . . . n Millimeter. Den saaledes paa en Strækning af n Millimeter absorberede Del af Lysintensiteten vil altsaa kunne sættes lig 7(1— kn). Ved denne Lov, som er stadfæstet ved fotometriske Maalinger af Jamin og Mas s on, vil altsaa Absorbtionen i et givet Legeme være fuldstændig be- stemt, naar man kjender Koefficienten k for alle Farver. Det er kun undtagelsesvis, at man finder skarpt begræn- sede mørke Linier i Absorbtionsspektret af faste og flydende Legemer, saaledes som ved en Opløsning af oxalsurt Chromilte- Kali og ved Salte af Diclym, Erbium og Terbium saavel i fast