De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

AKTIESELSKABET „RANDERS DAMPBRÆNDERI“ Som bekendt var Brændevinsbrændingen i tidligere Tid næsten lige saa almindelig her i Danmark som Ølbrygningen, i alt Fald i enkelte Egne af Landet, hvor hver Gaard ofte havde sine Apparater og Redskaber til Brændevinsbrænding i god Orden, saa vel som Bryggeriredskaberne, og benyttede dem fuldt saa flittigt, saa at det danske Kornbrændevin virkelig kunde siges at være vor Nationaldrik, maaske adskillige Steder endog i en lidt vel høj Grad. Skønt der Tid efter anden kom strengere og strengere Lovbestemmelser med Forbud imod denne saa almindelige Brændevins- brænding hos Bønderne rundt om paa Landet, saa hjalp det dog saa lidt, at der helt op imod Midten af forrige Aarhundrede endnu blev brændt Brændevin i Smug hist og her paa adskillige afsides Steder, hvad vistnok mange gamle Folk kan huske fra deres Barndomstid. Og hvem har ikke, navnlig i Jylland, hørt adskillige af de mange pudsige Fortællinger om, hvorledes Bønderne forstod at narre Rettens Folk, naar de kom for at overraske dem ved den ulovlige Brændevinsbrænding, som straffedes med store Mulkter og Konfiskering af Apparater og Redskaber. Disse Folk blev af Bønderne med en vis Foragt kaldet »Fiskaaelen«, og Bønderne holdt altid sammen og hjalp hinanden troligt med at lede disse Politimænd paa Vildspor og narre dem. Men skete det desuagtet, at de blev overraskede ved Brændevinsbrændingen, da gjaldt det om i en Fart at udslette ethvert Spor og faa Redskaberne bragte i Sik- kerhed i de bedst mulige Skjulesteder paa Loft eller i Lade, i Bagerovne, Brønde, i hemmelige Rum i Mure eller nedgravede i Jorden, hvor de ikke saa sjældent er bievne forglemte og har faaet Lov at ligge, saa at de nu af og til findes ved tilfældig Gravning. Adskillige af de gamle Brændevinsapparater, man ser i Randers Museum, er saaledes bievne bevarede til Nutiden og fremkomne paa denne Maade. Endelig ophørte saa dog denne Smugbrænding omtrent ved Aarhundredets Midte, vel til Dels fordi Folk havde vanskeligere og vanskeligere ved at fortsætte dermed og staa sig overfor det stadig skarpere og dygtigere Polititilsyn, men vistnok ogsaa — og mest — fordi de lovlige Brænderier i Byerne lavede et stedse bedre og finere Pro- dukt, i Konkurrence med hvilket den hjemmelavede daarlige »Finkel« i Længden dog ikke kunde staa sig. Under disse Forhold havde Brændevinsbrændingen udviklet sig og haft stor Frem- gang i Byerne, saaledes at der efterhaanden var indrettet Brændevinsbrænderier, større eller mindre, næsten i enhver større Købmandsgaard, — og Stadfeldt angiver saaledes i sin Beskrivelse af Randers, at i Aaret 1801, da Byen endnu kun talte ca. 4500 Indbyggere, havde den dog ikke mindre end 34 Brændevinsbrændere, saa det synes at have været en ganske god Næringsvej. Sidste Halvdel af Aarhundredet viste imidlertid en stedsjs fortsat større og større Udvikling og Fremgang paa Brændevinsproduktionens Omraade, idet der Tid efter anden fremkom nyere og forbedrede Methoder og Maskiner, hvorved Produktet stadig forbedredes og blev renere og finere; men samtidig bevirkede Konkurrencen ogsaa,