Hvad Vil Du Være?
Ungdommens Valg Af Borgerligt Erhverv
Forfatter: Herman Bente
År: 1917
Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL
Sted: KJØBENHAVN OG KRISTIANIA
Sider: 113
UDK: 612 821
En Serie bekræftede Interviews med
fremragende Fagmænd
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
108
gernes Bistand ved dem var oprindelig en human Foranstaltning, hvorfor
Honorarerne ogsaa blev sat ret lavt. Men Sygekassevæsenet har faget en
Udvikling, som ingen, hverken Lægerne eller Publikum, den Gang kunde
forudse. Det er nu saaledes, at den allerstørste Part af det mindre bemidlede
Publikum er indmeldt i Sygekasser. Efter en Del Forhandlinger er man nu
kommet op paa et passende Honorar.
Der er to Slags Sygekasser; paa Landet og i Provinsen har de som Regel
frit Lægevalg, og Lægen faar enten et fast aarligt Honorar eller Betaling for
hvert Patientbesøg, i København er de fleste Sygekasser lukkede, det vil sige,
at hver Sygekasse har engageret bestemte Læger til af behandle Medlemmerne,
og Lægen lønnes da med et fast aarligt Honorar for hvert Medlem. Dette førte
til, at Sygekassepraksis’en truede med at komme paa ret faa Hænder. Nu er
det ved Lægeforeningens Mellemkomst ordnet saaledes, at fremtidig ansatte
Sygekasselæger kun maa have et vist Antal Medlemmer, hvorved flere Læger
faar Del i denne Praksis. Der er gjort Bestræbelser for at faa frit Lægevalg
indført i København.
Tilgangen af Læger er for Øjeblikket normal, der er Plads til de Læger,
som findes. Økonomisk set er Forholdene maaske bedre ude paa Landet, hvor
mange Læger sidder i en god Praksis. Her i København er den almindelige
Huslægepraksis mindre udbredt end tidligere; største Delen af Lægevirksom-
heden falder paa Sygekasselægerne, og en væsentlig Del af den øvrige er paa
Specialisternes Hænder. Uden Rygstød i Sygekasser er det vanskeligt for yngre
Læger at skaffe sig Praksis her i Byen. Ogsaa i de større Provinsbyer findes
der nu mange Specialister.
Ved Specialistpraksis er der det at bemærke, at den for det første er bedre
betalt end den almindelige Praksis, og endvidere har den andre Fordele, saa-
som at Lægen ofte kan begrænse sin Arbejdstid og for en stor Del udfører sit
Arbejde i Hjemmet eller paa sit Kontor. Dette frister selvfølgelig til at blive
Specialist, og heri ligger bl. a. en Fare for, at enkelte mindre samvittighedsfulde
Læger kalder sig Specialister uden at have gennemgaaet en dertil svarende
Uddannelse. Lægeforeningen har nu søgt at ordne disse Forhold, idet den for
de af dens Medlemmer, der vil praktisere som Specialister, fastsætter en vis
Norm for Uddannelse, før de faar Lov til at reklamere sig som Specialister.
Det maa iøvrigt siges, at Lægegerningen nogenlunde giver sin Udøver en
Indtægt, der i Gennemsnit danner et Ækvivalent for Arbejdet. Derved maa
man dog tage i Betragtning, at Uddannelsen er lang og Arbejdet opslidende.
Dødeligheden blandt Lægerne er procentvis stor. Nogle dør i en ung Alder
af Infektionssygdomme, andre naar ikke højt op i Alderdommen paa Grund af
for stærkt Slid; de dør af Aareforkalkninger og Hjertesygdomme. En Læge
er færdig, saasnart hans fysiske Kraft er nedsat, og han har kun sin egen per-
sonlige Arbejdsevne at stole paa; han kan ikke som i saa mange andre Erhverv
arbejde ved Medhjælpere. Gennemsnitlig kan en Læge kun gøre Regning paa
at tjene Penge i tredive Aar.
Uddannelse i Udlandet finder som Regel kun Sted for Specialisters Ved-