Verdens Begyndelse Og Ende
Efter Fysisk-Astronomisk Sandsynlighed

; ' 13 Allerede de første Iagttagere skelnede imellem saadanne Taagepletter, som igennem Kikkerten opløses i en stor Mængde adskilte, men meget nærstaaende Stjerner, og saadanne, som igennem Kikkerten vedblive at vise sig som Taager. De første kalder man opløselige eller Stjernehobe, de sidste uopløselige eller virkelige Taager. Syvstjerneu f. Eks. vil for den nærsynede se ud som en Lystaage, medens allerede et godt .Øje er i Stand til at opløse den i 6 Stjerner, og- en al- mindelig' Teaterkikkert i mange flere. Herschels Teleskop opløste mange Taagepletter, som før vare holdte for uopløselige, og- Rosses atter flere, som Herschels ikke kunde opløse, saa at man fandt indtil 20,000 Stjerner i Taagepletter, som knap have ’/jo af Maaiieiis tilsyneladende Overflade. . Det laa da nær nok at tænke sig, at alle de hid- til uopløselige Taagepletter med endnu stærkere Kikkerter vikle kunne opløses til Stjernehobe, en Anskuelse, som ogsaa Herschel udtalte, men siden opgav, medens Beviset for dens Urigtighed ikke kunde leveres med Kikkerten, selv den stærkeste, men siden er leveret paa anden Maade, som vi straks skulle se, saa at det blev paavist med Sikkerhed, at der i Verdensrummet gives virkelige Taager, d. e. Samlinger af ikke fortættet lysende Materie, det Urstof, af hvilket efter ‘Kant-La- places Teori Solsystemer kunne dannes. Lader man Lys fra fortyndet glødende Damp