Verdens Begyndelse Og Ende
Efter Fysisk-Astronomisk Sandsynlighed

58 nok saa langsomt, saa at endelig den sidste Katastrofe indtræder, Jordens Fald til Solen. At alt organisk Liv længe før den Tid vil være gaaet under af Mangel paa Vand og Luft, paaviste vi nylig som sandsynligt, men til at anstille Beregninger om denne Jordens Under- gang, som dog vist maa være meget fjern, have vi ingen Data. Jorden synes os at være noget saa fast og’ uforanderligt, at et Jordskælv griber Sindet med særegen Rædsel, og vi ikke let kunne gjøre os fortrolige med dens Undergang — og dog er den personlige Død. en Tanke, som enhver maa vænne sig- til. Naar vort Legeme en G-ang' falder sam- men, hvorfor skulde saa Jorden vi bebo, vare evigt? Men Død er ikke Tilintetgjørelse. Lige- som Stoffet er uforgængeligt og kun forandrer sin Form, saaledes kan den evigt udødelige Menneske- sjæl heller ikke tilintetgøres. Hvad der blev paavist for Jorden, gælder selvfølgelig ogsaa for alle Planeter og andre Led af vort Solsystem, de ville en G-ang vende tilbage til Solen, fra hvilken de ere udgaaede. Men heller ikke Solen vil straale evigt. Naar den ikke længere faar nogen Erstatning for den uhyre Mængde Lys og Varme den udsender, enten i sin egen Fortætning eller i den ved andre Himmel- legemers Fald frembragte Varme, saa vil den blive