Verdens Begyndelse Og Ende
Efter Fysisk-Astronomisk Sandsynlighed

69 om Naturforskermøder, og man finder intet derom, medens man næppe kan tage et finere eller grov- ere radikalt Literatur-Produkt i Haanden, uden at «Darwins mageløse Opdagelse» anføres som Av- toritet. Hos en af Darwins talrige tydske Bear- bejdere (Rolle) findes den Ytring’, at Mænd, som Linné og Cuvier ikke hyldede saadanne Idér, fordi de vare «teologiske>> Naturforskere; dette er saa- ledes at forstaa, at disse Mænd, ligesom de Forskere, der siden ere gaaede i Spidsen for Botanik og’ Zoo- logi, vare utilbøjelige til at indlade sig- med Teo- rier, der manglede Støtte i Erfaringen eller stred imod den, og aldeles ikke havde Tendens til at sætte slige «golde Spekulationer» , som Cuvier kaldte dem, i Religionens Sted, men gik frem efter Pascals Maxime: «I1 faut avoir ces trois qualités: Pyrrhonien, Gréométre, Chrétien soumis; et elles s'accordent et se tempérent, en doutant oii il faut, en assurant ou il faut, en se sou- niettant ou il faut.» Som Modsætning kunne vi 'anføre, at Häckel vil lære os med særdeles Ære- frygt at betragte Slimaalen (eller et nærstaaønde Dyr), som efter det af ham digtede « Stamtræ» skulde være det først optraadte Hvirveldyr og en af Menneskets Stamfædre. Den Følelse, som han fordrer for Slimaalen, særdeles Ærefrygt, er paa det allernærmeste det samme som religiøs Følelse,