Lærebog i Haararbejde
Første danske Lærebog som kortfattet giver alle mulige Oplysninger om alt til Parykmagerfaget henhørende
Forfatter: Carl Witt
År: 1916
Forlag: Skandinavisk Frisør-Tidendes Forlag
Sted: Ribe
Udgave: 2. Oplag
Sider: 71
Pris 3 Kr. 50 Øre
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
— 53 —
Steder Trenserne godt fast med Slyngesting. Ved en Paryk uden
Skilning udfyldes Tindingepartierne og Pandepartiet som Afb. 6 vi-
ser, altsaa i regelmæssige, spiralfor-
mede Rundinger, rettende sig efter
Slutningsbaandet, hvilket man maa
søge at komme ind paa med Synin-
gen. At Haarene ved Tindingerne
og Panden maa vise fremefter, er en
Selvfølge. Hvirvlen tambourerer man
sædvanligvis for at faa et smukkere
Udseende af Parykken.
TAMBOURERING.
For at faa et Stykke Haararbejde
saa let og saa naturligt som muligt,
er Tamboureringen absolut nødvendig.
Tamboureringens første Forsøg
faldt meget uheldigt ud, og stadig søgte Parykmagerne tilbage til
Trensearbejderne, indtil franske Silkefabrikanter fandt paa at ind-
sætte Haar i Silkestof, hvilket gav Anledning til, at Parykmagerne
efter yderste Evne anstrengte sig for, at det finere Haararbejde ikke
skulde glide over paa andre Hænder. Den egentlige Opfinder af
Tamboureringen er en nordfransk Silkefabrikant ved Navn Leguet,
hvis første Tambourering (Aar 1806) danner Grundlaget for den nu-
værende, selv om den ogsaa udførtes mere klodset. Den Maade,
som Jamboureringen nu udføres paa, skyldes en Kollega i London
Aar 1820.
Formaalet med Tamboureringen er uden noget som helst Sy-
arbejde eller Klæbestof at fastgøre Haarene til Grundstoffet (Mon-
turen). For at udføre dette, betjener man sig af en Naal, Tambourer-
naal, der er at købe i forskellige Finheder og som gøres færdig til
Brug ved at paasættes et Skaft, hvilket sker paa følgende Maade:
Af et lille Stykke Træ tilskærer man en Pind i Størrelse og
Form som Skaftet paa en almindelig Hæklenaal, ca. 6—8 cm lang,
hvilket lægges i Vand, indtil Træet er godt gennemtrukket. Nu ta-
ger man Naalen, holder den lange glatte Ende deraf ind i en Flam-
me og gør den glødende, hvorefter den hamres flad og sættes ind
i Skaftet, der forinden er spidset til som en Blyant. Naalen sættes
saa langt ind, at den egentlige Hage kun kommer ca. I1/« cm fra
Træet. Ved at dette er gennemtrænge med Vand, afsætter der sig
Rust paa Naalen i Træet, hvilket bevirker at den sidder mere fast.