Lærebog i Haararbejde
Første danske Lærebog som kortfattet giver alle mulige Oplysninger om alt til Parykmagerfaget henhørende

Forfatter: Carl Witt

År: 1916

Forlag: Skandinavisk Frisør-Tidendes Forlag

Sted: Ribe

Udgave: 2. Oplag

Sider: 71

Pris 3 Kr. 50 Øre

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 86 Forrige Næste
— 53 — Steder Trenserne godt fast med Slyngesting. Ved en Paryk uden Skilning udfyldes Tindingepartierne og Pandepartiet som Afb. 6 vi- ser, altsaa i regelmæssige, spiralfor- mede Rundinger, rettende sig efter Slutningsbaandet, hvilket man maa søge at komme ind paa med Synin- gen. At Haarene ved Tindingerne og Panden maa vise fremefter, er en Selvfølge. Hvirvlen tambourerer man sædvanligvis for at faa et smukkere Udseende af Parykken. TAMBOURERING. For at faa et Stykke Haararbejde saa let og saa naturligt som muligt, er Tamboureringen absolut nødvendig. Tamboureringens første Forsøg faldt meget uheldigt ud, og stadig søgte Parykmagerne tilbage til Trensearbejderne, indtil franske Silkefabrikanter fandt paa at ind- sætte Haar i Silkestof, hvilket gav Anledning til, at Parykmagerne efter yderste Evne anstrengte sig for, at det finere Haararbejde ikke skulde glide over paa andre Hænder. Den egentlige Opfinder af Tamboureringen er en nordfransk Silkefabrikant ved Navn Leguet, hvis første Tambourering (Aar 1806) danner Grundlaget for den nu- værende, selv om den ogsaa udførtes mere klodset. Den Maade, som Jamboureringen nu udføres paa, skyldes en Kollega i London Aar 1820. Formaalet med Tamboureringen er uden noget som helst Sy- arbejde eller Klæbestof at fastgøre Haarene til Grundstoffet (Mon- turen). For at udføre dette, betjener man sig af en Naal, Tambourer- naal, der er at købe i forskellige Finheder og som gøres færdig til Brug ved at paasættes et Skaft, hvilket sker paa følgende Maade: Af et lille Stykke Træ tilskærer man en Pind i Størrelse og Form som Skaftet paa en almindelig Hæklenaal, ca. 6—8 cm lang, hvilket lægges i Vand, indtil Træet er godt gennemtrukket. Nu ta- ger man Naalen, holder den lange glatte Ende deraf ind i en Flam- me og gør den glødende, hvorefter den hamres flad og sættes ind i Skaftet, der forinden er spidset til som en Blyant. Naalen sættes saa langt ind, at den egentlige Hage kun kommer ca. I1/« cm fra Træet. Ved at dette er gennemtrænge med Vand, afsætter der sig Rust paa Naalen i Træet, hvilket bevirker at den sidder mere fast.