Termodynamik
GRUNDTRÆK AF TERMODYNAMIKENS HISTORIE OG DE TO HOVEDSÆTNINGERS BETYDNING

2 Alle af sig selv indtrædende, naturlige bevægelser går så- ledes for sig, at der ydes et positivt arbejde eller for at udtrykke det energetisk, den potentielle energi aftager. Ved et system, der er i bevægelse, kan på grund af inertien også den modsatte forandring foregå, idet den potentielle energi tiltager på be- kostning af den kinetiske. Det ser man f. ex. ved et penduls bevægelse, en planets bevægelse omkring solen, i det hele ved periodiske bevægelser, hvor begge forandringer foregår skiftevis. Vi skal senere se, om noget lignende gælder udenfor den rene mekanik. 2. De øvrige grene af fysiken havde udviklet sig temmelig uafhængigt af hverandre. På varmelærens område fremkom ved det 19. århundredes begyndelse betydelige arbejder, f. ex. Leslies over varmestråling, Daltons og Gay-Lussacs over luft- arters udvidelse og Fouriers matematiske behandling af värme- ledning. Det var den almindelige anskuelse, at varmen var et stof, skønt forskellige røster i modsat retning havde hævet sig i tidernes lob. Bortset fra tidligere forfattere skal fremhæves Huggens, som i »Traité de la lumiére« 1690 udtaler sig stærkt til gunst for en mekanisk opfattelse af varme og lys. Lavoisier og Laplace hævder en lignende anskuelse 100 ar senere. Men man levede i imponderabiliernes periode; foruden varmens og lysets vægtløse stoffer havde man måttet indføre magnetiske og elektriske fluida. Der var dog tydelige tegn på, at en ny anskuelse måtte bryde frem. Rumf ord, Davij og Young var overbeviste om, at var- men ikke var et stof, men en slags bevægelse. Young angreb Newtons emissionsteori, ligesom Huggens, Hooke og Euler tid- ligere havde gjort. Fresnels berømte undersøgelser over lyset bragte tilsidst emissionsteorien til at falde. Bolgeteorien havde sejret, og man måtte efter Fresnel betragte lysei som tvær- svingninger. Af interesse er det at Euler, der betragtede lys- bevægelsen som længdesvingninger,* var af den mening, at * P. Lebedew: Die Druckkrafte des Lichtes. Ostwalds Klass. Nr. 188, S. 5.