Termodynamik
GRUNDTRÆK AF TERMODYNAMIKENS HISTORIE OG DE TO HOVEDSÆTNINGERS BETYDNING

3 lyset udovede et tryk på det belyste legeme. For varmestof- teoriens tilhængere kom der flere og flere vanskeligheder. Ad- skillige fænomener, som skyldtes en elektrisk strom, f. ex. varmeudvikling i en leder ved strömmens gennemgang, kunde man slet ikke forklare. Man sogte ved kunstige midler at redde imponderabilierne, men stillingen var uholdbar. Ørsteds opdagelse viste, at den elektriske strom havde mag- netiske virkninger. Ampere kunde derefter fjerne de magne- tiske fluida af imponderabiliernes række. Mellonis undersøgel- ser over varmestråling godtgjorde lys- og varmestrålers identi- tet. Ørsted anede sammenhængen mellem lys og elektricitet, en tanke som senere skulde få stor betydning. Man nærmede sig en tid, da tanken om »kræfternes« forvandling begyndte at dæmre, og det var noget som ikke kunde forenes med forestil- lingen om de grundstofagtige imponderabilier. Der dukkede en ny opgave frem, som bestod i at undersøge, om ikke »kræf- ternes« indbyrdes forvandling foregik efter bestemte kvantita- tive forhold. 3. Uheldigvis havde der hidtil hersket stor forvirring i be- grebet kraft.* Nogle havde ligesom Descartes villet måle en kraft ved bevægelsesmængde, andre ligesom Leibnitz ved pro- duktet af masse og hastighedens kvadrat. Dette produkt havde Leibnitz givet navnet vis viva, levende kraft, i modsætning til vis mortua, dod kraft (f. ex. et hvilende legemes tryk). D Alem- bert havde med rette erklæret det hele for en strid om ord. Sa- gen er, at man definerede kraft på to forskellige måder. For- står man ved kraft et bevæget legemes evne til at overvinde en modstand, så tænker man ikke på den nødvendige tid, men der- imod på det, man nutildags kalder arbejde, og kommer således til Leibnitz’ vis viva. Forstår man derimod ved kraft den år- sag, som har meddelt et legeme dets bevægelse, så får man be- grebet tid ind og man måler kraften ved den i en vis tid med- delte bevægelsesmængde eller som man nu siger produktet af masse og acceleration. Det ses, at de to kraftbegreber er af ganske Rosenberger: Die Geschichte der Physik II; S. 252 ft.