Termodynamik
GRUNDTRÆK AF TERMODYNAMIKENS HISTORIE OG DE TO HOVEDSÆTNINGERS BETYDNING

142 til en løsning. Ved termodynamiske opgaver går man al lid ud fra, at entropien er en additiv størrelse eller at et systems en- tropi er lig summen af delenes entropi. Forudsætter man delte, frembyder det nævnte iinterferensfænomen unægtelig en af- vigelse fra den 2. hovedsætning. Spørgsmålet er nu, om man i delle tilfælde skal opgive loven om entropiens voxen eller additionsteoremet. Den egent- lige termodynamik kan ikke afgøre dette; del kan derimod Boltzmanns betragtningsmåde. Ifolge denne kan man udtrykke entropien S for et vilkårligt system således: S = k log W, hvor W er sandsynligheden for systemets tilstand, k en kon- stant. Består systemet af to dele, har man for disse med til- svarende betegnelser og S2 = ÆlogW2. Additionsteoremet giver S = 4~ <S2, men dette gælder kun, når W = Wi • , thi kun da er log IV = log Wi + log VV2 • Betingelsen for, at W' = Wi-W2, er al systemets to dele er fuldstændig uafhængige af hinanden. Hvorledes forholder det sig nu i det foreliggende tilfælde? To stråler, som kan bringes til interferens, er ikke indbyrdes uafhængige; de er udgåede fra samme lyskilde og er derfor kohærente, idet partialsvingningerne i den ene stråle står i noje sammenhæng med svingningerne i den anden. Altså gælder addilionsteoremet ikke længer, og så strider fænomenet ikke mod den 2. hovedsætning. Dersom man inde i to tærninger* anbringer to små mag- neter, kan man ikke vente, at en række af kast vil give samme resultat, som hvis magneterne var borte. Sagen er, at tær- ningerne nu er kohærente, sammenknyttede ved kraftlinier. Tager man kohærensen med i beregningen, vil man både for Classen: Das Entropie-Gesetz, S. 27.