Termodynamik
GRUNDTRÆK AF TERMODYNAMIKENS HISTORIE OG DE TO HOVEDSÆTNINGERS BETYDNING

23 dede varmefluidets uforanderlighed. Den af Holtzmann fundne formel lyder således: Cl cl Q cl Q v — P n elv 1 cl p (7) hvor a er »varmeenhedens kraftækvivalent« (som senere be- tegnes med J), og de ovrige bogstaver har samme betydning som i Clapeyrons formel dQ_ dQ d v P dp C R = v Helmholtz bemærker, at Holtzmanns formel er rigtig, dersom en luftarts varmefylde er uafhængig af dens rumfang, »så- ledes som det virkelig synes at fremgå af Joules ovennævnte experiment.« „ „ p v De to formler stemmer overens, dersom C R = — .eller da p v = R (273 + t), dersom 1 ci C “ 273 -r /........................... (8) Helmholtz gør opmærksom på, at de af Clapeyron beregnede værdier af ~ er i ganske god overensstemmelse hermed. C/ 27. I afsnittet om »elektriske fænomeners-kraftækvivalent« omtaler Helmholtz først den statiske elektricitet og finder en for- mel for varmeudviklingen ved elektriske udladninger overens- stemmende med Riess’ forsøg. Under omtalen af »galvanismen« dröfter Helmholtz de to teorier, hvorom der den gang havde stået en heftig strid, kontaktteorien og den kemiske teori. Ifølge den rene kontaktteori, hævdet af Volta, skulde elektriciteten udelukkende stamme fra beröringen mellem metallerne, medens vædskerne kun var passive ledere. Et vægtigt indlæg i striden var kommen 1840 fra Faraday, som havde sluttet sig til den kemiske teori, ifolge hvilken den elektriske ström har sin op- rindelse i kemiske processer. Faraday* skriver: »Kontaktteorien antager, at en kraft, som er i stand til at overvinde mægtige modstande, kan udspringe af intet. Det vilde i virkeligheden Rosenberger: Die Geschichte der Physik III; S. 288.