Termodynamik
GRUNDTRÆK AF TERMODYNAMIKENS HISTORIE OG DE TO HOVEDSÆTNINGERS BETYDNING

24 være en frembringelse af en drivkraft af intet og forskelligt fra enhver anden naturkraft. Der gives mangfoldige fænomener, hvor kraftens ytringsform kan forandre sig på en sådan måde, at en tilsyneladende forvandling af en kraft til en anden finder sted. På denne måde kan vi forvandle kemiske kræfter til en elektrisk ström eller forvandle denne til kemisk kraft. De smukke forsog af Seebech og Peltier viser den gensidige over- gang mellem varme og elektricitet, og andre af Ørsted og mig foretagne experimenter viser elektricitetens og magnetismens gensidige forvandlingsevne. Men i intet tilfælde, ikke en gang hos den elektriske ål og rokke, finder en frembringelse af kraft sted uden et tilsvarende forbrug af noget andet«. Det ses, at Faraday er fortrolig med tanken om natur- kræfternes enhed; dog forte hans undersøgelser ham ikke ind på at finde det konstante forhold mellem dem. 28. Helmholtz ser den galvaniske stroms arbejdsækvivalent i de spaltninger, der foregår i lederne af 2. klasse, hvoraf følger at kontaktteorien vilde stride imod energisætningen, hvis der gaves en eneste leder af 2. klasse (d. v. s. som ikke folger spændingsrækken), der ikke blev spaltet af strömmen. Hvis man derimod antager, at enhver leder af 2. klasse er en elek- trolyt, er der ikke noget i vejen for at antage en kontaktkraft, f. ex. fremkommen ved at de forskellige metaller tiltrækker elektriciteten med ulige styrke, hvorimod strömmens vedlige- holdelse måtte skyldes kemiske processer i elektrolyterne. Så- ledes kunde der mægles mellem de to teorier og enhver få sit. At Helmholtz antog, at den elektromotoriske kraft i gal- vaniske elementer uden polarisation var proportional med den samlede varmetoning ved de kemiske processer, er ikke mærke- ligt; det var i lang tid den almindelige anskuelse og passer i visse tilfælde (Daniell, Grove). Mange år efter skulde det blive Helm- holtz selv, der loste denne vanskelige opgave. Af megen interesse er behandlingen af induktionsstrømme, hvor Helmholtz finder störreisen af den inducerede elektromo- toriske kraft. Behandlingen af elektriske strömmes gensidige virkning er forsåvidt ufuldstændig, som der mangler et ud-