De Danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

indenlandske Industriprodukter fra Kjøbenhavn og som Betaling delvis sende deres Eksportartikler til Hovedstadens Grosserere. Den eneste af vore Søstæder, der drev nogen direkte Udenrigshandel af nævne- værdig Betydning, var i denne Periode Aalborg*), der paa en Maade dannede et lille selvstændigt Fordelings-Centrum fjernt fra Kjøbenhavns trykkende Handels- vælde: i det 18. Sekel saa man dog her Aaret rundt Skibe i Snesevis løbe op med Hør og Hamp, Salt og Vin, Grønlandsprodukter og Tjære fra udenrigske Stæder som Amsterdam, St. Ybes, Riga, Memel og Bordeaux eller fra vore nordlige Bilande. Selv havde Byen en hel lille Flaade af mindre Fartøjer, som gik i Limfjordsfart for at forsyne alle de omliggende mindre Købstæder med de nævnte Artikler samt med Manufakturvarer fra Kjøbenhavn, Tømmer og Jern fra Norge, og disse Smaaskibe bragte saa atter Korn og Fedevarer fra Fjordbyernes Opland til Aalborg, hvorfra de saa igen forsendtes til Norge og Kjøbenhavn. I 1769 udførtes paa denne Vis over 50,000 Tdr. Korn fra denne By. Det kunde derfor ogsaa med Sandhed siges, at »medens Kjøbenhavn i Henseende til Aalborg og maaske flere Købstæder kan anses som et lille Amsterdam, formedelst sin Afsætning af alle Slags Varer, saa kan Aal- borg igen i Hensigt til nogle danske Købstæder anses som et lille Kjøbenhavn, der forsyner dem med en temmelig Del Varer«. Men den Gang var Aalborg ogsaa større end Aarhus. At dernæst Helsingør, hvor alle Sundfarerne maatte stoppe op paa Grund af Øresundstolden, havde noget Handelsrøre at opvise, er jo lige til; mærkeligere er det, at Odense, som dog i hine Tider laa landfast til alle Sider og kun havde et Par usle smaa Udskibningssteder ved Skibhusene, Stige og Klintebjerg, ikke desto min- dre holdt Handelsflaade, havde en forholdsvis betydelig Import saavel af »Urtekram« som af »andre Kramvarer« og udførte en Del Korn, Sæbe og Handsker. løvrigt var Provinskøbstæderne i det 18. Aarhundrede nærmest kun henviste til at forsyne den omboende Landbefolkning, forarmet og ussel som den var, med de yderlig faa Artikler, som Bondens egen Husflid ikke kunde frembringe. De store Landboreformer i Aarhundredets Slutning og de gode Konjunkturer for Agerbruget, som Napoleonskrigene skabte, forandrede imidlertid disse Forhold til det bedre, Bondestandens Velstand og Købeevne steg pludselig og stærkt, vore Papirpenges vældige Værdiforringelse stimulerede Handel og Omsætning, alt til Gavn for Pro- vinsbyerne, — og den Usikkerhed og Risikoforøgelse, som til Gengæld den danske Fragtfart kom til at lide under, gik kun ud over Kjøbenhavn. Dog det blev kun til en kort Opblussen omkring Aarhundredskiftet, — omkring 1814 var det, som om Pengeforvirringen, Statsbankerotten, Tabet af Norge, Krigens Ophør og den derefter og deraf følgende Landbrugskrise, der skyldtes de Hundred- tusinder af hjempermitterede Soldaters Forvandling til fredelige Agerdyrkere Evropa over, alt i Forening sammensvor sig om at ruinere Danmark og særlig det danske Jordbrug helt og fuldstændigt. Der var heroverfor kun een Helsebod: at spare og spinke, vende Skillingen tyve Gange, inden man gav den ud, og gemme Sølvdalerne i Strømpeskaftet eller paa Kistebunden, saadan som just Bonden forstaar at gøre det, naar galt skal være. Og det skulde man saa i Købstæderne leve af, — Enhver begriber, hvad Levemaade det blev! Men ogsaa Købstadmanden kunde den Kunst at sætte Tæring efter Næring i sin ') Jfr. her og i det følg. Scharling og V. Falbe-Hansen, Danmarks Statistik III S. 400 ff.