De Danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

Handelsveje, i vor Englands-Eksport har vort Land fundet en frodig sprudlende Indtægtskilde, der hidtil synes uudtømmelig, vort Agerbrug har gjort fabelagtige Fremskridt, i Bondebefolkningens brede Lag har, selv naar det stundom har været »daarlige Tider«, Velstand og Købe-Evne været i stadig og sikker Vækst. De meget smaa Købstæder, hvoraf Danmark jo har en Del, har vel nok afog til følt sig trykkede af denne mægtige Udvikling, Jernbanerne er løbne bort med deres Kun- der, og Næringsfrihedens Indførelse har fyldt deres Opland med Konkurrenter til Byens Borgere. Men for de større og største Købstæder har til Gengæld den sidste Menneskealder været en afgørende Opsvings-Periode. Deres Jernbaner og Havne har suget Kunder til dem langvejsfra, deres Forretningsliv har faaet vid Horizont, ja Verdens-Horizont, en selvstændig Engros-Handel har bragt Erstatning for Læbæl- tets svindende Betydning og Forbrugsforeningernes Overgreb, og fremfor alt er der i disse Byer vokset en Industri op, en livskraftig og levedygtig Industri, som har kun- net give Tusinder og atter Tusinder af nye Hænder Arbejde og endnu flere Tu- sinder det daglige Brød. Og under alt dette har Provins-Købstadens hele Fysiognomi fuldstændig skif- tet Udtryk. Hvem af de ældre iblandt os mindes ikke endnu ganske tydeligt For- tidens lille fredelige Provinsby med sine lavtløbende Huse og toppede Brosten, sine krumme, snævre Gader, løjerlige Gyder og mangfoldige Smaakroge, og saa det folke- tomme Torv, ret som om Byen gabede af Kedsommelighed i Middagens bagende Sol, døsende i et vist hyggeligt og fordringsløst Velvære, med sagte Gisp tabende sig blidt og blødt ud i Landeveje, Køkkenhaver og Kornmarker. En Idyl var det, slig en Provinsby — nu er maaske nok det meste af Hyggelig- heden gaaet tabt, men hvad der er vundet, er Velstand og Comfort, et klart og fast Præg af Rejsning og Selvfølelse, Orden og Tidssans. Man behøver end ikke at gaa til de to Byer, som i sig selv er Hovedstæder saa godt som Hovedstaden: Fyens Hovedstad, hvor brede, flotte Gader om Aftenen straaler i festlig Belysning, og den ene offentlige Bygning efter den anden fryder Øjet ved deres stilsikre Arkitektur, ja, i Byens Hjerte endog kappes med selve Hellig Knuds herlige Kirke, der om sine ærværdige Mure samler hele tre Torve og et yndefuldt Haveanlæg, — eller Jyllands Hovedstad med sine elektriske Sporvogne, sit underskønne Theater, sin pragtfulde Havnepromenade, sit flotte Strøg, sine bedaarende Omgivelser. Selv langt mindre Byer som Svendborg, som Vejle, som Horsens og Helsingør er nuomstunder umis- kendelig Stæder og ikke mere — som Orla Lehmann i sin Tid kaldte dem — »bro- lagte Landsbyer«. Por Hundrede Aar siden var Odense, som alt nævnt, en for Datiden forholdsvis folkerig By og Landets næststørste. Den har siden da 7doblet sig og gaar nu med sin nye skønne Havn og sin Søvej til Havet en endnu større Fremtid støt og sik- kert i Møde.