De Danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

OVERGADES SÆBESYDERI 1 ODENSE ODENSE OLIEMØLLES OG CARL PETERSENS FABRIKER Renlighed er en god Ting«, sagde Kællingen, men den tvetydige Anvendelse af denne gode Theori, som det ældgamle danske Mundheld tillægger hende, kaster unægtelig et noget ejendommeligt Lys over hin fjerne Tids Praksis. Det er da ret, som om der til Reformationens Renselse af Sindene symbolsk maatte føjes et ydre Tvætte-Middel for Legemet, at Sæbe først kommer almindelig i Brug her- hjemme henimod det store Renuisscince-Aurhundredes Midte. Den blev da indføl t fra Holland, hvor Tilvirkningen af blød, saakaldet »grøn Sæbe« formelig var sat i System med stadsautoriserede Vragere (Körmestre), som stemplede Varen for Eks- portens Skyld. Efter dette Mønster fik Danmark i Kjøbenhavn sit første Sæbesyderi 1616 — og fire Aar efter sin første Oliemølle. I Begyndelsen af det 18. Aarhundrede har allerede Hovedstaden 3 Sæbeværker med tilhørende Oliemøller. En Tid lang var disse kjøbenhavnske Sæbesyderier ene om at forsyne Danmark, men omkring Midten af det forforrige Aarhundrede mylrer der ligefrem Sæbeværker frem over hele Landet. Og 1753 faar da ogsaa Odense sit, idet Peter von Westen Eilschov, en Halv-Onkel til det danske Sprogs navnkundige Fornyer, fik kgl. Pri- vilegium paa Anlæget af et saadant sammen med Wolradt Holm. Peter Eilschov, der snart efter blev Eneejer, var ret en Købmand i den gamle Stil: han forstod den Kunst at knibe paa Skillingen, og han forstod ligesaa vel at lade Daleren springe: ved sin Død skænkede han Set. Knuds Kirke dens statelige Spir og Staden de store Legaler, som dens Fattige nyder godt af den Dag i Dag.