De Danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

6 ODENSE _________________________________________________________________________________ han selv har besøgt, og hans Betegnelse »stor« er vi ikke i Stand til nærmere at kontrolere. Byen maa vel i alt Fald forstaas som stor i Forhold til Landets øvrige Byer. Odenses Betydning i den tidlige Middelalder fremgaar med større Sikkerhed af den Omstændighed, at den alt i Begyndelsen af det XI. Aarhundrede var Møntsted. Knud den Store lod slaa Mønt her af engelske Møntmestre, og det er næst Lund og Roskildes Mønter de ældste, vi har her i Landet. Men om end svundne Tiders Anseelse og Handel og Skibsfart alt i den tidlige Middelalder har gjort Odense til en efter Landets Udvikling stor By, saa er det dog særlig som en Kirkens By, at den faar Betydning. St. Albans Kirke var, som foran berørt, bleven anlagt omtrent 1020 af den af Knud den Store hidsendte Biskop. Kirken, der var bygget af Træ og sikkert hver- ken var stor eller pragtfuld, laa ude paa det nuværende Albani Torv, omtrent lige ud for Industripalæet. Knud den Hellige, der optraadte med saa stor Gavmildhed over for Odense Bys Gejstlighed, begyndte at opføre en Kvaderstens Kirke sydvestligt for den gamle Trækirke. Men denne Stenkirke var endnu ikke færdig, da Kongen paa sin Flugt for de oprørske Bønder søgte Sikkerhed i Odense. Det maa antages, at den Kongsgaard, han tog Ophold paa, var den foran omtalte, der laa Nord paa i Byen, mellem Graabrødrekloster og Fisketorvet, hvor endnu Gadenavnet Staalstræde menes at minde om den. Staalstræde anses nemlig for en Forvanskning af det oprindelige Navn Stold- eller Staldstræde, og betegner sagtens saaledes Stedet, hvor Kongsgaardens Stalde var beliggende. Paa denne kongelige Gaard eller Borg var det saaledes sand- synligvis, at Kongen hin 10. Juli blev angrebet af den forbitrede Almue og maatte flygte ind i St. Albans Kirken, fulgt af sine Brødre Benedikt og Erik og 17 Hirdmænd. Og her foran Alteret — dette og Kirkens Kor maa man vel tænke sig omtrent midt paa Albani Torv — dræbtes Kongen og hans Broder Benedikt; de fleste af Hirdmændene blev fældet under deres Forsøg paa at holde de indtrængende Fjender ude. Knud den Hellige og Benedikt blev begravede i Kirken, Hirdmændene ude paa Kirkegaai'den. Dette skete 1086. Faa Aar senere var den nye Stenkirke, som den afdøde Konge havde paabegyndt, bleven færdig, sandsynligvis 1094, ti i dette Aar blev Kong Knuds og uden Tvivl tillige hans Broders Lig taget op af Graven og nedsat i Krypten under den nye Kirke, der var indviet til den hellige Jomfru og St. Alban. Da den dræbte Konge imidlertid 7 Aar senere kanoniseredes af Paven, blev Kirken ogsaa viet St. Knud. Knud den Helliges Stenkirke, der kaldes den »sydlige Kirke« i Modsætning til den gamle St. Albani Kirke, laa i Krogen ved Læseforeningen. Det var en romansk Kvader- eller Tufstens Kirke med Krypt under Koret. Den blev sandsynligvis ødelagt under Vendernes Hærgninger i Midten af det XII. Aarhundrede og omtales som afbrændt i 1157. Den blev atter opbygget, men kun for 1247 at lide samme Skæbne. Ihvorvel den paa ny blev genopført, maatte den dog efterhaanden ganske træde tilbage for den anden og sidste St. Knuds Kirke, der blev bygget i det XIII. Aarhundrede af Mursten og i Spidsbuestil som Klosterkirke til det store og rige St. Knuds Kloster. Den tid- ligere til den hellige Jomfru, St. Alban og St. Knud viede Kirke tæt ved Læseforeningen blev indtil Reformationen og Munkenes Forjagelse benyttet som Sognekirke, — Klo- sterkirken blev kun brugt af Munkene — og i Slutningen af det XVI. Aarhundrede betegnes den som faldefærdig paa Grund af Alderdom. I 1558, da St. Knuds Kloster- kirke fik sit høje Taarn bygget til oven paa Vestgavlen, maatte Knud den Helliges egen gamle Kirke levere Materiale dertil. Munkene havde ikke blot berøvet den