De Danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

HISTORISKE BEGIVENHEDER 19 Ved Juletid 1189 var der atter samlet en stor Del af Landets Stormænd i Odense, da der kom en Legat fra Paven med Underretning om, at den hellige Stad to Aar forinden var gaaet tabt for Kristenheden og atter var i de Vantros Vold, og med Opfordring til alle gode Mænd om at drage ud og vinde den tilbage. Sendebudets Skildring af Jerusalems Erobring og de Lidelser, som de Kristne maatte udholde, gjorde et saadant Indtryk paa Forsamlingen, at alle sad tavse og grædende. Da tog Esbern Snare Ordet og talte om de Danskes Bedrifter, hvorledes deres Navn var kendt og frygtet over al Verden, — og nu skulde de Danske sidde stille, medens deres Trosfæller maatte trælle for de Vantro! Hverken den djærve Krigers eller den pavelige Legats opflammende Ord synes at have frembragt store praktiske Resultater. Ti hvorvel »alle var dybt bevægede«, var der dog ikke mere end femten, der tog Korset og drog ud til det hellige Land. I Krigene mellem Valdemarssønnerne led Odenses Udvikling atter en Standsning. Erik Plovpennings Uenighed med Gejstligheden kom til Udbrud paa Forsamlingen i Odense 1247, hvor Kongen gjorde Fordring paa, at ogsaa Kirken skulde betale Krigsstyr. Ogsaa ved dette Møde var der en pavelig Legat til Stede. To Aar senere blev Odense plyndret og brændt af Hertug Abels Tropper, og atter blev St. Knuds Kirke ødelagt af Luerne. Muligvis er ogsaa Kongsgaarden bleven til- intetgjort ved denne Ødelæggelse; en Menneskealder senere gives den til Graabrødrene, som bygger deres Kloster i dens umiddelbare Nærlied. Men derfor var Kongerne ikke husvilde i Odense. De havde den anden Gaard, Vest paa i Byen, der senere kaldtes Dronninggaarden, og de kunde endelig gøre Fordring paa »Gæsteri«, d. v. s. Ophold og Underhold i en vis Tid paa Provsti- gaarden. Men det har nu sikkert paa den Tid ikke været behageligt for Kongen at gøre det. Ti Forholdet til Gejstligheden, der allerede var bleven vanskeligt under Erik Plovpenning, havde ikke forandret sig til det bedre. Det saae man i 1258, da Kong Christoffer I. havde ladet indvarsle en stor Forsamling i Odense for at lade sin seksaarige Søn Erik, siden kaldet Clipping, der var kaaret og hyldet paa Landstingene, krone i Odense. Ti Erkebispen Jakob Erlandsen, der ønskede, at Kronen skulde gaa over til Abels Slægt, udeblev fra Mødet; selv Stiftets Biskop, Regnar, lod sig heller ikke se, saa Mødet maatte opløses, uden at Kroningen havde fundet Sted. Det var i Anledning af denne Erkebispens Vægring ved at anerkende den kaarede Tronfølger, at Kongen i 1259 lod ham tage til Fange og sætte paa Søborg Hus, hvilket gav Anledning til den lange, ødelæggende Krig, der først fandt sin Afslutning ved Valdemar Atterdags Tronbestigelse. Men ligesom Odense var Skuepladsen for de indledende Begivenheder, var det ogsaa her, at de sidste Følger gjorde sig gæl- dende, som da de holstenske Hertuger i Forening med de oprørske Jyder i 1357 overfaldt og hærgede Byen. Faa Aar i Forvejen havde den sorte Død raset i Odense. Man har ingen særlige Oplysninger om dens Optræden og Ødelæggelse her, — kun en enkelt Udtalelse, der i al sin Korthed er veltalende nok. 1355 tilbyder St. Knuds Kloster at optage en Mand i Ordenen uden for de almindelige Regler, »formedelst den Mangel, der er paa Personer efter Pesten«. Trods Brand og Pest var Odense dog saa anselig en By i Slutningen af det XIV. Aarhundrede, at Rigets Stormænd samledes her for at drøfte Kongevalget efter Val-