De Danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

20 ODENSE demar Atterdags Død 1375, og tolv Aar senere hyldedes Dronning Margrete paa Flakhaven, det gamle fynske Landsting. Under Erik af Pommern, som 1409 bekræftede Odenses ældste bevarede Privi- legier, foregik den foran omtalte stærke Tilflytning af nordtyske Adelsslægter, hvor- ved Byen fik en betydelig Udvidelse mod Nord. Men i samme Aarhundrede, vistnok 1444, fortærede en voldsom Brand en Mængde Bygninger i Byens Midte mellem St. Knudsklostret og Overgaden. Odense, som i det XIII. Aarhundrede ikke kunde siges at høre til Landets store Byer, — den stod, naar man gaar ud fra dens aarlige Afgift til Kongen, langt tilbage for Byer som Lund, Ribe og Roskilde — udviklede sig efterhaanden saa meget, trods al Modgang, at den i Slutningen af Middelalderen var kommen op paa Siden af disse Byer. Dertil har uden Tvivl det Forhold bidraget meget, at saa mange adelige Familier tog Bolig i Byen, og at den under Kong Hans og hans Dronning paa en Maade blev Sæde for Hoffet. Paa en Maade, maa man sige, ti Kongerne havde endnu ikke dengang nogen fast Residens, men tilbragte Aaret paa Rejser rundt i Rigets Provinser. Men Kong Hans synes i særlig Grad at have yndet Næsbyhoved Kongs- gaard umiddelbart Nord for Odense og opholdt sig her saa ofte, at den blev kaldt Hansborg efter ham, og hans fromme Dronning boede her i hele sin Enkestand. Der kan ikke være Tvivl om, at det har bidraget meget til Byens Opkomst og til Fremme baade af Handel og Haandværk og Kunst. Begyndelsen af det XVI. Aarhundrede var en urolig Tid i Odense, og den Mand, der voldede Uroen, var frem for alle selve Byens og Stiftets Biskop, den begavede, men stridbare Jens Andersen Beldenak, det vil sige »Skaldenakke«. Fyns talrige Adel kunde ikke ret vel finde sig i, at der sad en Mand af saa ringe Herkomst som han — der var Søn af en jysk Landsbyskomager — paa Bispestolen, hvor den ellers kun var vant til at se Mænd af højbaaren Æt. Det er i saa Henseende betegnende nok, at han netop havde sine bitreste Kampe med sin Formands Broder og Broder- sønner, Markvard, Ejler og Joakim Rønnov. Men lod Adelen ham i Hovmod hans ringe Herkomst høre, var han ikke den Mand, der sad stille og hørte til. Han haanede og spottede skarpt og bidende de høje Herrer, — han var i den Retning en Mester — og det blev ikke ved Mundhuggeri. Rønnoverne indesluttede og be- lejrede ham paa hans Borg, Ørkild ved Svendborg, og Biskoppen slog igen, hvor han kunde. Under en Strid med Lensmanden paa Næsbyhoved, Adelsmanden Otte Porsfeld, lod Bispen sine Mænd under Anførsel af sin Køgemester Knud Kjeldsen bryde ind i Hans Kræmmers Hus, hvor Otte Porsfeld opholdt sig; Lensmanden blev dræbt, og en Odense Borger, der var sammen med ham derinde, Knud Friis, blev saaret. Dette medførte en lang Fejde med Otte Porsfelds Frænder, de mægtige Rantzauer fra Holsten, og det var sikkert i Følelsen af, at det gik paa Livet løs, at Bispen lod opføre sin nye, delvis endnu staaende Bispegaard, som han — uagtet den laa midt i en By — lod befæste som en Borg. Sagen paadømtes først tretten Aar senere, medens Bispen holdtes i Fængsel, og endte med, at han for Drabet paa Lensmanden og andre Forseelser mod Kongen og hans Moder, Enkedronningen paa Næsbyhoved, blev dømt til en Bøde af 30,000 Gylden. Men Biskoppen var dog ikke mere forsagt, end at han svor i Fængslet ved »Vor Herres hellige Ble«, d. v. s. Lig- lagen, »at han vilde dø (som) en vældig Bisp i Fandens Navn!«