De Danske Byerhverv
i Tekst og Billeder
År: 1904
Serie: Øerne
Forlag: Lehmann & Stage
Sted: Odense
Sider: 148
UDK: 338(489)dan St.F.
3. Bind
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
HISTORISKE BEGIVENHEDER
21
Dette smukke Haab gik nu ikke i Opfyldelse. Han døde nok som Biskop, men kun
af Navn og ikke i Vælde og Magt. Bispegaarden i Odense havde Christjern II. ind-
draget under Kronen efter Biskoppens første Fængsling i 1520, og det var paa denne
»vor Gaard«, at den ulykkelige Konge tog Ophold, da han i Januar 1523 kom gen-
nem Odense. Over sin gamle Fjende Jens Andersen Beldenak havde han vundet
Sejr, men der var imidlertid mylret andre frem, og faa Dage forinden havde han i
Vejle modtaget den jyske Adels Opsigelsesbrev. Tvivlende og usikker søgte han nu
at binde Fynboerne til sig og lod de fornemste Herrer af Fyns Adel samt Odense
og de andre Byers Borgere paa ny aflægge Troskabsed. Men alt i April forlod han
Land og Rige, og i Juni s. A. lod Frederik I. sig hylde i Odense. Faa Maaneder
senere havde Odense Borgere den tvivlsomme Glæde atter at se deres gamle Biskop
i Byen. Ved Christjern II.s Fald slap han fri af sit Fængsel, og længe skulde der
ikke gaa, inden han atter lod høre fra sig.
Paa Herredagen i Odense 1526 blev Reformationssagen drøftet med stor Iver.
Men Borgerne selv tog ikke her som andre Steder nogen Del i Striden. Det afgørende
Brud med Fortiden skete Aaret efter paa Odense Herredag 1527, den 15. August, da
Kongen tog den nye Lære i sin Beskyttelse og tillod, at den blev forkyndt i hans
Rige, og samtidig blev det den katolske Gejstlighed tilladt at gifte sig.
Hvad de gamle Optegnelser beretter om hin hevægede Tid, er yderst kortfattet.
Men bag de knappe Beretninger skimter man voldsomme Lidenskaber og stor Uro.
Og Uroen var maaske større her end i andre Byer uden for Kjøbenhavn. Ti det
synes, som om enkelte af Borgerne i Odense — i øvrigt den eneste By i Landet,
hvor enkelte af Christjern II.s Byforordninger var kommet til Udførelse — stod i et
nærmere Forhold til den fordrevne Konge, end Tilfældet ellers var i Provinsbyerne.
Alt 1525 havde Regeringen forlangt, at Christjern II.s Tilhængere skulde stille Borgen
for deres Tilstedeblivelse, og en af dem, en af Byens Rigmænd, Mikkel Klausen, ar-
bejdede saa ivrigt for den fordrevne Konge, at Regeringen i 1531 lod hans Gods
konfiskere.
Til denne politiske Spaltning af Borgerskabet kom endnu den religiøse. Ti her som
alle Vegne havde den nye Lære vakt Befolkningen og tvunget den til at tage Parti,
for eller imod. I 1527, hedder det, havde Bispen givet den ogsaa fra Kjøbenhavn
velkendte Karmelitermunk, Poul Helgesen, et Kanonikat, fordi »han saa trolig havde
staaet Bispen bi med at dæmpe de Bevægelser, der alt i nogen Tid havde ytret sig
i Staden«. Men to saa voldsomme Naturer som Jens Andersen Beldenak og Poul
Helgesen har vist ikke været særlig egnede til at mildne eller dæmpe. Den sidste
fnyser over den »kirkerøverske Konge«, og den første skriver kort efter Herredagen
et Hyrdebrev til Borgerne i Odense og den øvrige Almue i Stiftet, hvor han blandt
andet siger, »at det var dem bedre at blive hængt i en Galge, end at efterlade Messen«.
Kampen mellem det Gamle og det Ny var da sikkert her mindst lige saa skarp som
andre Steder. Da en Ildebrand i Februar 1529 fortærede den nordlige Del af Byen,
fra Helligaandshuset bag Sildeboderne ud paa den anden Side St. Hans Kloster, be-
skyldte Papisterne øjeblikkelig Lutheranerne for at have paasat den. Der kan næppe
være Tvivl om, at disse ogsaa fik Skyld for den hæftige Pest, den saakaldte »Engelske
Sved«, der udbrød samme Aar ved Mikkelsdagstider og bortrev mange Folk i Byen.
Samtidig drog den gamle Bisp bort fra Odense — dog ikke for at forsvinde fra
Skuepladsen, det gjorde han først, da han, efter at være slæbt bort fra sin Gaard