De Danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

24 ODENSE Borgere og Bønder gik imidlertid ikke med Adelen, men slog sig — for en stor Del i alt Fald — paa den fangne Konges Parti og gjorde fælles Sag med Greven af Oldenborg. I deres Forbitrelse over den mod Christjern IL øvede Svig, vendte de sig først mod deres Biskop, der netop var den, som mod givet Ord og Lejde havde taget den gamle Konge til Fange. Uden for Svendborg laa hans Borg Ørkild; den drog de Svendborger Mænd imod, erobrede den og brændte den af til de nøgne Mure. I Odense laa hans Bispegaard, som takket være hans Formand i Embedet var stærkt befæstet og forsynet med baade Mure og Grave. Mod den gik de Odense Borgere i de nærmeste Dage efter Kongevalget, under Anførsel af en Skrædder, Henrik Skræp, der baade nu og senere optraadte som Folkeleder i Odense, og om hvem man mulig endnu har et Minde i Navnet paa Skræppestrædet paa den tidligere St. Jørgensgaards Grund. De vrede Bymænd slæbte Kanoner op paa Albani Kirketaarn og beskød der- fra Bispegaarden, — altsaa det nuværende Frøkenkloster, — men da det ikke havde synderlig Virkning, gik de i Baade over Borgens Grav, hvor denne saa end har ført, lagde Risknipper og indtjæret Hamp klos op ad Porten, stak Ild derpaa og skaffede sig saaledes Adgang til Bispegaarden, som de plyndrede og delvis ødelagde. Derefter kom Turen til Dalum Kloster og Næsbyhoved Slot, som ligeledes blev brændt og ødelagt. Og endelig drog de ud fra Odense og Svendborg over det hele Fyns Land, understøttet af Bønderne og andre Bymænd, ødelæggende Adelens Gaarde og Borge over alt hvor de drog frem, helt op til den lille blomstrende Æbelø. For Resten af 1534 synes Christjern II.s Tilhængere uforstyrret at have været Herrer i Odense. Men i det følgende Aar vendte Lykken sig, og Aaret 1535 blev et skæbnesvangert Tidsrum for Byen, mere rigt paa Ulykker end nogen anden Periode af dens Historie. I Aarets første Maaned gik Christian III.s Feltherre, Johan Rantzau, efter at have dæmpet Bondeoprøret i Jylland, i Land ved Helnæs, medens Greven af Oldenborgs Propper ventede ham ved Middelfart, og 20. Marts slog han dem paa Favrskov Bakker. Hele Fyns Land, hedder det, faldt nu Christian III. til Fode, kun Odense forsøgte at sætte sig til Modværge. Men dens Modstand var snart brudt; dens Forsvarsevne var kun ringe, og der var Uenighed imellem dens Borgere. Allerede 22. Marts underkaster den tidligere Borgmester, Mikkel Mule, og to af Raadmændene, — som sagtens har repræsenteret den besindige Del af Borgerskabet — sig Christian III. Stivere holdt Priorerne i Klostrene sig, de faldt først liere Dage senere til Føje, sandsynligvis tvungne dertil ved Iroppernes vilde Plyndring i Byen. »De røvede ynkelig Byen og ihjelslog mange af Borgerne.« Længere fid tog det for Rantzau at gøre sig til Herre over Assens, og medens han var i Færd med at belejre den, gjorde Lybækkernes Førere, Grev v. der Høya og Nikolas v. Teklenburg, sig atter til Herrer i Odense. Nu gaar det paa ny løs med Plyndring og Brandskatning at den ulykkelige By og med haarde Straffedomme over dem, der har vist for megen Føjelighed over for Rantzau. Dog nævnes ved Navn kun een »fornem Borger«, Hans Høyer, som død paa Skafottet. Byen maatte betale en Sølvskat paa 2000 Lod, St. Knuds Kloster 800 Lod Sølv og 1000 danske Mark og St. Knuds Kirke alle sine hellige Kar og Klenodier paa fire Kalke nær. Men Historien har dog opbevaret Navnet paa een Mand endnu, som blev mis- handlet og pint af de lybske Landsknægte, sandsynligvis i Bispegaarden, og ikke som det skrives af hans Søn, i Provstigaarden, der i saa Fald skulde være rejst igen efter