De Danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

HISTORISKE BEGIVENHEDER 25 1504. Det var Præsten Hans Madsen, som de handlede ilde med, dog ikke alene fordi han havde hyldet Christian III., men fordi de troede at kunne faa ud af ham, hvor Jakob Hardenberg til Sandholt havde nedgravet sine Penge. Under Mishand- lingerne fik han Lejlighed til at høre Anførernes Aftaler og Planer om et forestaaende Angreb paa Johan Rantzaus Tropper. Det lykkedes ham at undslippe fra sine Be- vogtere og llygte til Feltherren og meddele ham, hvad han havde faaet at vide, og derved fik han sin Del af Æren for den store Sejr paa Øksnebjærg, 11. Juni 1535, hvor bægge de lybske Anførere faldt og Fyn blev vundet for Christian III. Men atter maatte den ulykkelige By holde for. Den 19. Juni gav Johan Rantzau den til Pris for sine Knægte. Et Par Dage senere kom Kongen selv dertil, og nu maatte Henrik Skræp og tre andre Borgere række Hals. Gustav Trolle, hvem Greven af Oldenborg havde udnævnt til Biskop i Knud Gyldenstjernes Sted, blev bragt ind til Byen, farlig saaret i Slaget paa Øksnebjærg, og døde af sine Saar; de to faldne lybske Feltherrer blev begravet i St. Knuds Kirke. Der blev udskrevet en Sølvskat af Øen paa ikke mindre end 40,000 Lod Sølv, og endelig gav Kongen 3. Juli Resien af Byens Borgere, der havde staaet ham imod, fuldstændig Amnesti og blev hyldet af de fynske Borgere og Bønder paa fynske Landsting paa Flakhaven. Først et helt Aar senere, da ogsaa Kjøbenhavn havde anerkendt Christian III. som Konge i Danmark, fik Landet Ro, og Befolkningen kunde atter i Fred drive sine borgerlige Erhverv. Men nu kom de svære Skattepaalæg for at Riget kunde hjælpes paa Fode igen. 1536 maatte alene Klostrene i Landet yde 58,000 Lod Sølv. For at betale de 4000 Lod, som St. Knuds Kloster skulde af med, maatte man gribe til Sølvprydelserne paa St. Knuds Helgenskrin i Kirken. Benedikts syntes alt at være plyndret i 1534. Men naar Odense efter denne Tid, — om end med Standsninger og Afbrydelser — tager til og udvikler sig til en stor og velstaaende By, saa er det ikke længer paa Grund af den døde Konges Ry og Berømmelse, men paa Grund af jævne Borgeres daglige Flid og Virksomhed. Det var Handel og Industri, som gjorde Odense til, hvad den er bleven. IV. HANDEL OG HAANDVÆRK FRA DE ÆLDSTE TIDER TIL SOUVERAINETETENS INDFØRELSE. I Oldtiden og den tidlige Middelalder har Fjorden uden Tvivl skaaret saa langt ind i Land, at den har naaet helt op til Odense By, der saaledes har haft en lige saa gunstig Beliggenhed ved sejlbart Vand som andre danske Fjordbyer. Ved den historiske Tids Begyndelse var dog vist Aaen den nærmeste Vandvej. En F2ngstræk- ning, Skibsmaen, d. v. s. Skibs-Engen, minder endnu ved sit Navn om Skibenes Lade- og Losseplads ved Aaens vestlige Bred i Slutningen af det XIII. Aarhundrede. Men det gik Odense Aa som de fleste andre Aaløb i vort Fædreland, den sandede stærkt til, og det blev efterhaanden mindre og mindre Skibe, der kunde flyde op til