De Danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

34 ODENSE alene af den middelalderlige Betegnelse for Haandværk, »Embede«, som afledes af det gotiske Ord andbahts, som betyder »den som tjener«. Endnu væsentligere var det, at Haandværket i Middelalderen og endnu længe efter kun formaaede, — tit nok endda med Nød og Næppe — at brødføde sin Mand, medens Handelen kunde kaste Formuer af sig og gøre sin Mand rig, ikke blot paa Penge og Gods, men paa Ære og Anseelse blandt alle sine Medborgere. Gennem deres Lavsrettigheder havde Haandværkerne i Virkeligheden Monopol paa deres Arbejde. Hvert Lav kunde — ved at vanskeliggøre Tilgangen til Lavet, d. v. s. ved at fordyre den — selv bestemme, hvor mange Mestre, der maatte være i Lavet. Fremfor alt gjaldt det at forhindre, at der kom Folk ind, som ikke vilde føle sig bundet til Lavet og kunde tænkes at ville bringe noget fremmed og nyt ind. Derfor begunstigedes paa alle Maader Tilgangen af Lavsmestrenes Sønner og af unge Mestre, som vilde gifte sig med Lavsmestres Enker eller Døtre. Men det var ikke nok med at bestemme Mestrenes Antal og passe paa, at der ikke blev flere Mestre, end der var anstændigt Arbejde til; man begyndte tidligt at bestemme, hvor mange Svende hver Mester maatte have. Dermed raadede de faktisk over Produktionen. Der maatte ikke bringes saa meget Arbejde til Torvs, at Priserne gik ned, og der maatte ifølge Lavsrettighederne ikke komme fremmede Arbejdere til Byen, som vilde præstere billigere Arbejde end de hjemlige, lavsberettigede Haand- værkere, der svarede Byens Skat og Tynge og derfor kunde fordre at blive be- skyttede i deres Næring og Bjæring. Men hvem det gik ud over, var Borgerskabet, som kun ved de aarlige Markeder kunde skaffe sig billigt fremmed Arbejde, men som til daglig maatte tage, hvad der bødes det og til den Pris, Lavene satte paa deres forskellige Varer. Kongerne maatte da ogsaa stadig gribe ind for at skaffe Befolkningen deres Fornødenheder til skelligt Køb. Det var sagtens i Odense som i andre Byer Bagerne og Skomagerne, der særlig drev deres Priser i Vejret, og som i den Anledning stadig fik Advarsler og Forma- ninger. Kong Hans ophævede i 1507 alle Skomagerlav paa Grund af Menigmands Klage over deres ublu Priser, og 1525 gaar Frederik I. endnu videre og ophæver alle Lav paa Grund af den Splid, Tvedragt og Ulydighed, de afstedkom blandt Almuen. Efter Reformationen finder vi imidlertid Lavene i fuld Kraft igen. Christian III. tilføjede Lavsvæsenet det første alvorlige Slag, idet han ophævede deres ældgamle, fra Gilderne arvede Jurisdiktionsret over Lavsbrødrene. Frederik II. paalagde atter Magistraten i Byerne at sætte Priserne paa de vigtigste Livsfornødenheder, og suk- kede, som hans Fader havde gjort det før ham, og som hans Søn gjorde det efter ham, over Manglen paa dygtige danske Haandværkere, en Mangel, der særlig maatte blive følelig under en Periode som hans og Christian IV.s, hvor der blev bygget saa overordentlig meget. Der kom derfor paa den Tid, — Slutningen af det XVI. og Begyndelsen af det XVII. Aarhundrede — en stor Mængde nederlandske og tyske Haandværkere ind i Landet. Den gamle Lavsindretning havde i Virkeligheden overlevet sig selv. Lavshaand- værkeren kendte ikke noget større Ideal, end at kunne levere lige saa godt og »ustraffeligt« Arbejde, som hans Forfædre havde gjort før ham, — om at følge med Tiden og tilegne sig, hvad godt der kom af nyt, var der ikke Tale. Og under den Mangel paa Konkurrence, der var Lavenes vigtigste Forret, svandt ogsaa den per-