De Danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

HANDEL OG HAANDVÆRK 33 danske Købstæder en Skrivelse, hvori det bl. a. hedder, at ingen Haandværker maa blive Borgmester eller Raadmand, hvilket skal være »andre Borgere« og Købmænd forbeholdt. Og for at faa Orden i Forholdene paabyder han, at Købmænd skal nære sig ved deres Handel og ved Brygning, Haandværkere, — i Tidens Sprog »Embeds- mænd« — skal bjærge sig ved deres »Embede«, d. v. s. Haandværk. Og dette maa kun drives i Byerne. Under Kong Hans gentages den Bestemmelse, at ingen Haandværker maa blive Borgmester eller Raadmand, men der tilføjes: med mindre han vil opgive sit Haand- værk. Og det kunde være naturligt nok, ti Magistraten førte paa Embedsvegne et vist Tilsyn med Haandværket, ikke blot med Varernes Godhed, men ogsaa og særlig med Priserne, som den skulde sætte paa de forskellige Varer efter Tid og Lejlighed. Haandværkerne var nu dog ikke udelukkede fra al Indflydelse paa Byens Ve og Vel. Ved forskellige Lejligheder ser man, at de blev tilkaldt lavsvis, naar en særlig vigtig Sag skulde afgøres. Det var ganske vist ikke alle Lavene, der blev raadspurgt; man synes at have ladet sig nøje med at henvende sig til de fornemste: Skomagerne, Skrædderne, Skinderne og Smedene. Til de sidste hørte ikke blot som nu Grov- smede og Kleinsmede, men tillige Knivsmede, Kobbersmede, Grydestøbere, Plade- slagere (Harnisksmede), Remmesnidere, Sværdfegere, Sadelmagere og Kandestøbere. Senere kom ogsaa Segermagerne d. v. s. Urmagerne til. Det var i 1565 i Anledning af Salget af et Bystræde, at Magistraten tilkaldte de nævnte fire Lav for at høre deres Mening, inden den randede over Byens Ejendom, men det var ikke altid, at den var saa hensynsfuld. Naar man imidlertid ser, at den i 1648, da den ønskede at indsende et Andragende til Rigsraadet om at faa Raadstueretten i Odense ophøjet til en Overret, henvendte sig til otte af Lavene for at faa deres Medunderskrift, kan dette dog vist kun opfattes som et Udtryk for Haand- værkernes voksende Betydning i Byen. Men Odense, hvor Dronning Christine havde holdt sit Hof, hvor Klavs Berg havde arbejdet og udført sin pragtfulde Altertavle, Odense med sine mange adelige Beboere og sine velstaaende og til dels kunstelskende Borgere, har netop i Slutningen af Middelalderen og Begyndelsen af den ny Tid været den By i Landet, hvor der var de bedste Betingelser for Udviklingen af en dygtig Haandværkerstand. Det er meget betegnende, at Odense i Tiden umiddelbart før Reformationen er berømt for sine prægtige Guldsmedearbejder. Og det er ikke mindre betegnende, at et af de skønneste Guldsmedearbejder, der er gjort ikke blot i Danmark, men maaske Norden for Alperne, Christian IV.s pragtfulde Krone, der trods Tidernes Ugunst endnu er bevaret og ligger paa Rosenborg, er gjort i det XVI. Aarhundredes sidste Aarti af Guldsmeden Didrik Fyren i Odense. Det har da ogsaa sin Interesse at se, at da der i Tiden kort eiter 1630 bliver Misfornøjelse og Uro, der tales endog om »ikke ringe Nattetumulter«, til dels blodige, blandt Byens Borgere i Anledning af Paaligning af Fattigskat, finder man en Guld- smed i Spidsen for Urostifterne. Grunden til, at Haandværkerne i Odense som andetsteds havde vanskeligt ved at tilkæmpe sig en Plads i Samfundet i lige Højde med Købmændene, laa i selve Tingenes Natur. Det var Haandværkerne, som gennem personligt Arbejde forsynede de andre Samfundsklasser med alle de ling, de havde Brug tor i det daglige Liv. Men personligt Arbejde for andre har altid her i Norden præget sin Udøver som staaende i underordnet Forhold til den, der nød godt af hans Arbejde. Det fremgaar