De Danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

ALBANI BRYGGERI Hver Gang det paany er Skærsommer i Danmark, og Blussene for Sankte Hans skal tændes igen, saa mødes Odense Bys gamle Skytshelgener ved Midienat før Solhvervsdag. Thi i denne Time er det forundt dem at fryde deres Øjne og Hjerter ved Synet af den Stad, Gudherren har givet dem at værge. Saa sidder de der i den lyse Nattestund paa Odins gamle Høj, Sankte Albanus og Hellig Knud, stirrer ned over Byens Huse og Kirker og glæder deres Sjæl ved al den Trivsel og Velstand, de for hvert Aar skuer i stadig og frodig Vækst. Og saaledes er det gaaet i over ottehundrede Aar. Men hvor har Fanden ikke sin Finger, og da de to Helgener begge er nidkære Mænd, er det af og til lykkedes den fule Frister at fylde deres hellige Sjæle med gensidig Harme og Skinsyge. Da saaledes Aar 1100 efter Guds Byrd de Eversham Munke kom til Staden, og Kongen vilde, Domkapitlet skulde gaa over til de fromme Sortebrødre i Set. Knuds Kloster, da vrededes Set. Alban heftigt paa sine Marianeres Vegne og kaldte det en Krænkelse af Jomfru Maries hellige Liliemærke i Byens Vaaben. Men da var det Hellig Knuds Tur at blive vred, efterdi han til da altid havde troet, at dette Mærke skulde forestille den stingende Spydsod, som havde voldt ham selv Martyrdøden foran Herrens Alter. Og ikke blev det bedre siden, da Albani Kirke maatte vige for Hellig Knuds, endda Alban dog havde været den Helgen, til hvis Ære selv Sankte Knud havde bygget; og det var kun en fattig Trøst, at Graabrødre og nye Sortebrødre af Set. Do- minici Orden forinden, til Hellig Knuds Ærgrelse, næsten helt havde fortrængt de gamle Benediktiner-Kutter; thi af de nye Sortebrødre udgik jo netop hin Bisp Gisico, som fuldendte Set. Knuds stolte Kirke. Og da Set. Albani gamle Sogn fik Set. Knuds Kirke til Sognekirke, saa mælede den Solhvervs-Nat gamle Alban ikke et Muk. Saa var det en Set. Albani Dag for fem og firti Aar siden, da de to Helgener atter samledes paa Næsbyhoved Høj og frydede deres Syn og Sind ved deres gamle By. Og Set. Alban fortalte atter for syvhundredetreoghalvfjerdsindstyvende Gang om hin kristne Præst, der havde søgt Tilflugt hos ham, og for hvis Skyld han, Hed- ningen, frivillig var gaaet i Døden hinsides Verulam i sin Omvenders hvide Kappe, og om hin frække Viking, der siden røved hans Helgenben og bragte dem til Odense, og atter om hin hvidkappede Clunicenser-Munk, der havde listet de hellige Levninger, med Undtagelse af Armen, ud igen fra Set. Knuds Kloster. Den sidste Historie kunde Set. Knud nu ikke lide — ham var det, sagde han, som havde ført Set. Albans Arm til Set. Albans Kirke. Og Fanden, som sad skjult i Krattet, lod nu Hovmodsdjæ- velen fare i Hellig Knud, saa han roste sig vidt og bredt af sine gode Gerninger