Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

176 Pyrheliometret. Straalevirksomheden bestaar altsaa selv fra vore stærkeste Lyskilder væsentlig i mørke Straaler. § 142. Det vilde aabenbart have sin særlige Interesse at faa Oplysning om, hvor stor en Varmemængde Solen straaler til Jorden, og at faa Besked om, hvor mange af disse Straaler der er lysende, hvor mange mørke. I Termosøjlen har man et til- strækkelig fint Termometer til en saadan Maaling, og af Stensalt kan man slibe Prismer, der i lige Grad ere gennemstraalelige for de forskellige Straaler. Men der er overfor Solstraalerne den store Vanskelighed tilstede, at de maa passere Lufthavet og de deri indeholdte Vanddampe, inden de naa til Jordoverfladen. Tyndall har maalt forskellige Luftarters Indsugning af Varme- straaler og fundet, at atmosfærisk Luft, Ilt, Kvælstof og Brint ind- suge saa godt som slet ikke Varmestraaler, der komme fra et Legeme, hvis Temperatur er over 100° C, medens andre Luftarter, f. Eks. Ammoniak, indsuge saadanne Straaler i kendelig Mængde. For Damp fandt han, at Indsugningen retter sig efter, om den til- svarende Vædske udøver en stærk Indsugning eller ej. Da Vand kun er lidet gennemstraalelig (jfr. § 139) følger heraf, at Vanddamp indsuger Varmestraaler i kendelig Mængde. Men nogen paalidelig Maaling eller Beregning af Atmosfærens Indsugning af Solstraalerne har man endnu ikke. § 143. Derimod har man talrige Maalinger over, hvor megen Varme der med Solstraalerne naar Jordoverfladen. De tidligste Forsøg i den Retning bleve 1729 udførte af Bou- guer, og senere optog baade Lambert og Leslie, der arbejdede med Differentialtermometre, den samme Sag. Men det var dog først Claude Pouillet (1790—1868), der naaede i nogen Maade paa- lidelige Resultater. Han brugte ved sine Undersøgelser et Apparat, som han kaldte Pyrheliometret (Fig. 132). Det vigtigste Organ var en flad Cylinder^! af Sølvblik, som blev fyldt med 100 Gram Vand. I denne Vandbeholdning laa Kuglen af et Termometer, hvis Stilk var indesluttet i Røret B. som kunde drejes rundt i et Hylster, hvorved Vandet i A kom i Bevægelse, saa dets Varmegrad blev ensartet. Pouillet rettede nu A, hvis øverste Flade var sværtet, mod Solstraalerne, og for at være sikker paa, at disse traf A vinkelret, var der paa Røret B's anden Ende anbragt en Skive nøjagtig lige stor med A; faldt da ^4’s Skygge sammen med Skivens, var Pyrheliometret i den rette Stilling.