Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

194 Varmen arbejder ved at »falde« i Varmegrad. Kedlen) og Kulde (i Kondensatoren) for at faa Temperaturforskel- len frem. Er nu denne tilstede, kan et Arbejde altid vindes. Udjævningen af Temperaturforskellen vil jo nemlig uundgaaelig medføre Udvidelser og Sammentrækninger i de Legemer, som op- varmes eller afkøles, hvad enten disse ere luftformige, flydende eller faste, og et Legemes Rumfangsændring kan altid ved passende Midler omsættes til Arbejde, ligesom man kan ændre et Legemes Rumfang ved at udføre et Arbejde paa det. Da luftformige Lege- mer ved Opvarmning udvide sig mere end flydende og faste (jfr. § 14), anvendes de i »Varmemaskinerne«, men her melder sig det saare vigtige Spørgsmaal, om det Arbejde, der kan vindes ved en bestemt Varmemængde, som »falder« et vist Antal Grader, afhæn- ger af det Legeme, hvorved Varmen føres fra den højere til den lavere Temperatur, eller det altid har en vis given Størrelse. For at komme til Klarhed her over tænkte Carnot sig, at der af en Dampkedel, som er 200° varm, tages et vist Rumfang Damp over i en Cylinder, hvor Dampen udvider sig uden Varme- tilførsel (ekspanderer), og derved udfører et Arbejde, A, samtidig med at dens Temperatur gaar ned til 150°. Derpaa trykkes denne Damp ind i en anden Kedel, hvis Varmegrad just er 150°. Hertil kræves et Arbejde B, der er mindre end A, fordi Sammentryknin- gen finder Sted ved 150°, medens Udvidelsen skete ved 200°, alt- saa ved højere Damptryk. Der er saaledes gennem denne Proces vundet et Arbejde (J.-?- B), og der er overført en vis Varmemængde Kfra Kedlen ved 200° til Kedlen ved 150°. Foretog man nu Pro- cessen i omvendt Orden, begyndte med at tage samme Rumfang Damp af Kedlen ved 150°, sammentrykkede Dampen, saa dens Temperatur blev 200°, og derpaa pressede den ind i Kedlen ved 200°, da maatte man bruge et Arbejde for at føre den samme Varmemængde V fra 150° til 200°, og det .er indlysende, at der hertil vilde forbruges samme Arbejdsmængde, som før blev vundet, forudsat at der ikke tabes Varme til Omgivelserne. (Man maa her huske, at Carnot ansaa Varmemængden i Dampen ved 150° at være den samme som Varmemængden i Dampen ved 200°. Varmen var nemlig for ham et Stof, der ikke kan forsvinde eller forøges). Fandtes der imidlertid et andet Stof, der (ved at overføre samme Varmemængde) kunde give et større Arbejde, end Vand- damp afgav, da den gik fra 200° til 150°, saa vilde man ved at føre Varmen tilbage ved Hjælp af Vanddamp faa en ren Vinding af