Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

280 Den jordmagnetiske Krafts Intensitet. Inklinationskort, han lagde ogsaa stor Vægt paa at faa bestemt den jordmagnetiske Krafts Størrelse paa de forskellige Steder, idet han indsaa, at vilde man have paalidelig Oplysning om Jordens magnetiske Tilstand, saa var det ikke nok at kende Magnetkraf'tens Retning, men dertil kræves ogsaa, at man ved Besked om dens Størrelse, dens Intensitet. Herpaa havde allerede Borda (I § 280) gjort opmærksom, og enkelte Maalinger vare udførte i den sidste Halvdel af det 18de Aarhundrede, men det var Alexander v. Humboldts Iagttagelser paa hans lange Rejse i den ny Verden fra 1798—1804, der bragte dette Spørgsmaal paa Dagsordenen i videnskabelige Kredse. Humboldt bestemte, efter Bordas Anvisning, Magnetkraftens Styrke ved Hjælp af svingende Magnetnaale. Uden at det her nøjere kan udvikles, hvorledes disse i mange Maader vanskelige Svingningsforsøg ud- føres, vil man dog let indse, at ligesom Jordens Tiltrækningskraft kan maales ved Pendulsvingninger, saaledes kan den mag- netiske Kraft maales ved Magnetnaalens (magnetiske Pendulers) Svingninger. Naar Humboldt vilde bestemme den hele jord- magnetiske Kraft, lod han en Heldningsnaal svinge i den magne- tiske Meridian. Vilde han, hvad der er betydelig lettere, kun bestemme den magnetiske Krafts vandrette Komposant, lod han en Deklinationsnaal svinge og talte dens Svingninger i en given Tid. Paa sin Rejse fandt han, at i E^eru var den jordmagnetiske Kraft mindst i den magnetiske Ækvator; hvad enten han gik mod Nord eller mod Syd. voksede Magnetkraftens Styrke. Han lod sig da forlede til at gøre den forhastede Slutning, at Magnetstyrken vokser fra den magnetiske Ækvator henimod de magnetiske Poler, hvor den skulde være størst. Han indsaa selv senere, at han havde været for dristig, at han var falden for den Fristelse, der altid ligger paa Lur, naar en ny Naturlov anes, den Fristelse nemlig, at gøre enkelte Iagttagelser almengyldige. Tør Humboldt havde det været en ret almindelig Mening, at den jordmagnetiske Kraft var ligelig overalt paa Jorden. Dette var nu paavist at være urigtig, og han saa et Tegn, der kunde tyde paa, at der var en simpel Lov for Magnetkraftens Styrke i Forhold til Isoklinerne, og han gjorde da sin Slutning. Han skriver selv i den Anledning: »Naar man første Gang kommer paa Spor efter en stor Naturlov,