Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

282 Gauss. magnetiske Kraft, beliggende mellem Afrika og Sydamerika og betegnet ved Tallet 809. § 242. Blandt dem, hvem Hansteens Arbejder gav et Stød til at give sig i Lag med jordmagnetiske Undersøgelser og Studier, maa først og fremmest nævnes den store tyske Matematiker og Astronom Johann Carl Friedrich Gauss. Han blev født 1777 i Braunschweig og kom ved Hertugens Understøttelse paa Latinskolen i sin Fødeby. Derefter studerede han i Göttingen og Helmstadt. Allerede som Student vakte han Opsigt ved at angive den geometriske Konstruktion for en Del regulære Mangekanter, f. Eks. 17-Kanten, og 25 Aar gammel grundlagde han sin Berøm- melse ved at beregne Planeten Ceres’Bane(I§ 312). Dette Arbejde, som den Dag i Dag er Grundlaget for den teoretiske Astronomi, ud- formede han nøjere i et Værk »Teorien for Himmellegemernes Bevægelse«, der blev udsendt 1809, 200 Aar efter, at Keppler udgav sin berømte »Astronomia nova« (I § 73), som indeholdt Beregninger af Tyge Brahes fine Maalinger, og hvori de kepplerske Love fremsattes. Ligesom Keppler i Forordet til sit Værk kunde udtale, at det var lykkedes ham at godtgøre, at »den fortræffelige Hærfører Tycho« havde udforsket »Krigsguden Mars1« Gang, og derved givet Keppler det nødvendige Materiale til Planetbanernes Beregning, saaledes kunde Gauss skrive, at han havde mestret Kometernes Bane: »De (Kometerne), som i lange Tider syntes at fare om uden Regel og Lov, og som stadig, naar man trode dem besejrede, viste sig som Oprørere og Rebeller, have paa Grund af ny Sejre, vunden ved Newtons Tiltrækningslov, endelig ladet sig tøjle og ere istedetfor Fjender bievne venlige Gæster«. Gauss staar da ogsaa jævnsides Keppler som matematisk Fysiker. Paa Matematikkens Omraade har Gauss flere Steder brudt ny Baner. Her skal blot mindes om hans Opfindelse af »de mindste Kvadraters Metode«, der har en stor Anvendelse i Sand- synlighedsregningen, som f. Eks. bruges, naar man af en Række Forsøgsresultater, der nødvendigvis ere beheftede med lagttagel- sesfeil, vil udlede de sandsynligst rigtige Værdier. Gauss lignede Newton deri, at han var saare langsom til at offentliggøre sine Arbejder, hvorfor han tit kom bag efter og maatte overlade andre Æren for først at have løst vigtige mate- matiske Problemer. Det er en Selvfølge, at Gauss fik Tilbud om et Pro-