Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

L-'- '.--f- skytte, er saare vanskeligt at Fig. 223. „Beskyttelseskegle 1“. 342 Det beskyttede Rum. tes af Lynet, og at Jordplader af den anførte Tykkelse kunne holde sig en længere Aarrække i Jorden uden at tæres helt op. For- øvrigt virker en tynd Plade selvfølgelig akkurat lige saa godt som en tyk. — Spørgsmaalet om, hvor stort et Rum en Lynafleder kan be- besvare. Det afhænger nemlig af mange Ting, f. Eks. afhænger det i høj Grad af den Retning, hvori Lynene kunne ventes at naa til Bygningen, som skal beskyttes. I Slettelande gaa Skyerne i Reglen saa højt over Jordfladen, at man kan have Lov til at forudsætte, at Lynets Retning ikke nogensinde afviger 45° fra Lodlinien. — Gør man denne Forudsætning, vil en Bygning aabenbart være beskyttet, naar Lynaflederens Opstander har en Højde, som er større end Af- standen fra Opstanderen til den længst bortliggende Del af Husmønningen, ti da er den ledende Vej gennem Lynaflederen kortere end nogen anden Vej gen- nem Bygningen (se Fig. 223). Paa Figuren er Opstanderens Højde lig det halve af Mønningens Længde, og fra Opstanderens Spids Fig. 224. Tagets Form bestemmer Lynaflederens Højde. er der trukket to punkterede Linier, som begge danne 45° med Lodlinien. — Gør man nu den Forudsætning, at Skyen, som ud- lader sin Elektricitet til Bygningen, findes i den Kegle, der er an- tydet ved de to punkterede Linier, da er det umiddelbart ind- lysende, at Lynaflederens Spids er nærmere ved de kommende Lyn end noget Punkt i Rummet (»Beskyttelseskegle 1«) mellem de to Linier under Opstanderen. — Ved en nærmere Betragtning af