Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

Den elektriske Gnist. 365 § 299. Otto v. Guericke, Dr. Wall og Hawksbee, der som nævnt vare de første, som undersøgte den elektriske Gnist, fik kun svage Virkninger, idet de tog Gnisten fra slette Ledere, Svovl, Rav eller Glas. Gnisten, som jo er en elektrisk Udladning (o: en For- ening af positiv og negativ Elektricitet) mellem to Legemer, kan ikke blive særlig kraftig fra en slet Leder, ti denne udlader kun en Del af sin Elektricitet ad Gangen. Ved Hjælp af Leydnerflasken kunde derimod Gralath og Winckler faa ganske anderledes kraftige Gnistfænomener. Leydnerflasken udlader nemlig saa at sige al sin Elektricitet, naar der slaar en Gnist over mellem Ledninger fra den ydre og den indre Belægning. Ligeledes kan man faa stærke Gnister fra en Elektrisermaskines Konduktor. Almindeligvis iagt- tager man den elektriske Gnist i Luften, men den kan ogsaa dan- Fig. 247. Zikzakformet Gnist. nes i daarlig ledende Vædsker eller faste Legemer. En kort Gnist er retlinet. Længere Gnister i Luften ere derimod zikzakformede og forgrenede med Spidser vendte fra den Leder, der afgiver po- sitiv Elektricitet (se Fig. 247). De to Kugler ere forbundne med Elektrisermaskinens Konduktorer. Gnistens Farve er afhængig af den Luftart, hvori Gnisten dannes; i atmosfærisk Luft er den blaalig, i Kvælstof blaa, i Ilt hvid, i Brint rød, i Kulsyre grønlig. Tillige vil den farves af de Metaller, hvorimellem den springer over, idet den fører Smaadele af disse med sig. Jo højere Spæn- dingen er mellem de to Kugler, des større er Gnistens Slagvidde, men denne afhænger desuden i højeste Grad af Luftens Tæthed, ligesom den er ulige stor i forskellige Luftarter. Gnistens Varighed blev maalt 1834 af Charles Wheat- stone (1802—75), Professor i Fysik ved Kings College i London. Han lod en Gnist slaa over mellem to Kugler, som vare stillede foran et Spejl, der blev drejet hurtig rundt om en Akse parallel