Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

Islinse. 53 ganske som Strømmen er stærkere i Midten af Floden end ved Bredden og ved Bunden, hvor Gnidningen mod Jorden hindrer Farten. Den engelske Fysiker Tyndall (1820—93) har benyttet Isens »Plasticitet« til et meget smukt Forsøg. I to Træplanker var udhulet et linseformet Rum (se Fig. 48), som han fyldte med Is- skærver og pressede derpaa Plankerne mod hinanden med en hydraulisk Presse. Ved Trykket forenede Isen sig til en kompakt Masse i Hulrummet, og da han lukkede Formen op, fandt han en klar Islinse. Det gælder dog ingenlunde for alle Legemer, at deres Smelte- punkt synker, naar Trykket vokser. Det omvendte er netop Til- Fig. 48. Formning af en Islinse. fældet for mange Legemer. Om Smeltepunktet stiger eller falder for voksende Tryk bestemmes af, om Legemet udvider sig eller trækker sig sammen ved Smeltning. For Legemer, der udvide sig ved Smeltning (f. Eks. Voks, Stearin, Svovl), stiger Smeltepunktet, for Legemer, der trække sig sammen ved Smeltning (f. Eks. Vand), synker Smeltepunktet, naar Trykket forøges. § 47. I Vintren 1754—55 var den tidligere nævnte franske Fysiker Deluc optaget af at studere Isens Smeltning. Han havde frosset et Termometer fast i en Isklump, som han derefter opvar- mede i en Skaal over en Flamme. Isen, der var afkølet betydelig under Frysepunktet, viste en stadig stigende Temperatur lige til 0°, da Smeltningen begyndte, men fra det Øjeblik steg rl ennometret ikke, før al Isen var smeltet. Der blev altsaa ført Varme til Isen, uden at dens Varmegrad steg. Deluc offentliggjorde først sin Iagttagelse 1772, og imidlertid