Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

Dyr for visse Karakterers Vedkommende end de moderne Racer, at være den, at de sidste staar i en noget større Afstand fra deres gamle halvt menneskelige Stamfædre. Forskellige andre Anomalier hos Mennesket, som er mere eller mindre analoge med de foregaaende, er bleven anført af forskellige Forfattere1) som Tilfælde af Atavisme; men de synes at være ikke lidet tvivlsomme; thi vi maa gaa overordentlig langt ned i Pattedyr- rækken, førend vi finder saadanne Bygningsforhold normalt forekom- mende.2) *) En hel Række af Eksempler er givet af Isid. Geoffroy St.-Hilaire, „Hist, des Anomalies“ , Tom. III, S. 437. 2) I „Variation of Animals under Domestication“ (Vol. II, S. 57) regnede jeg de ikke meget sjældne Tilfælde af overtallige Brystvorter hos Kvin- der for Tilfælde af Atavisme. Jeg ansaa dette for en sandsynlig Slutning, fordi de overtallige Brystvorter i Almindelighed var stillede symmetrisk paa Brystet, og endnu mere sandsynligt blev det mig ved et Tilfælde, hvor en fungerende Brystvorte fandtes i Nedreregionen hos en Kvinde, hvis Moder havde overtallige Brystvorter. Men Prof. Preyer („Der Kamf um das Dasein“ 1869, S. 45) siger, at man kender mam- mæ erraticæ paa andre Steder, ogsaa paa Ryggen, og herved taber rig- tignok mine Bevisgrunde meget af deres Betydning, ja mister maaske al Betydning. Med megen Tvivl har jeg i det oven anførte Værk (Vol. II, S. 12) henført de hos Mennesket hyppige Tilfælde af Mangeflngrethed (Poly- daktylisme) til Atavisme. Det, der herved navnlig var bestemmende for mig, var Prof. Owens Udsagn, at nogle Icthyopterygia havde mere end fem Fingre og som derfor, antog jeg, havde holdt sig i et Slags Primor- dialtilstand; men efter at jeg nu har læst Prof. Gegenbauers Afhand- ling i „Jenaischen Zeitschrift“, Bd. V, Hefte 3, S. 341 (og han er den første Autoritet i Evropa i et saadant Spørgsmaal), hvori han bekæm- per Prof. Owen’s Udsagn, ser jeg, at det er yderst tvivlsomt, om overtallige Fingre kan forklares paa denne Maade. Det var den Omstæn- dighed, at slige Fingre ikke blot træffes hyppigt og er i høj Grad arve- lige, men desuden er i Stand til at vokse ud efter Amputation, paa samme Maade som de normale Fingre hos de lavere Hvirveldyr, der navnlig fik mig til at gøre den ovenfor omtalte Slutning. Denne mærk- værdige Regeneration forbliver uforklarlig, dersom Antagelsen af et Til- bageslag til somme yderst fjerne Forfædre maa forkastes. Jeg kan imid- lertid ikke være enig med Prof. Gegenbauer i hans Paastand om, at overtallige Fingre ikke kunde fremkomme ved Atavisme, uden at paa samme Tid andre Dele af Skelettet blev paa lignende Maade modifice- rede; thi enkelte Karakterer fremkommer ofte ved Atavisme.