Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

115 andre Bygningsforhold, der synes at staa i Forbindelse med Menne- skets oprejste Gang, kunde her have været specificerede. Det er meget vanskeligt at afgøre, hvorvidt alle disse Modifikationer, der staar i Korrelation til hinanden, er Resultatet af Kvalitetsvalg og hvorvidt de skyldes de nedarvede Virkninger af forøget Brug af visse Dele, eller endelig om de skyldes den ene Dels Indvirkning paa den anden. Der er ingen Tvivl om, at disse Varieringsmaader virker og virker tilbage paa hinanden. Naar saaledes visse Muskler og de Benkamme, til hvilke de er befæstede, bliver forstørrede ved stadig Brug, saa viser dette, at visse Bevægelser stadig udføres og maa være nyttige. Derfor vil de Individer, der udfører Bevægelser- ne bedst, have størst Udsigt til at overleve i størst Antal. Den frie Brug af Arme og Hænder, til Dels Aarsagen til og til Dels Resultatet af Menneskets oprejste Stilling, synes indirekte at have ført til andre Bygningsmodifikationer. Menneskets første mand- lige Stamformer var, som vi tidligere har omtalt, rimeligvis forsy- nede med store Hjørnetænder; men, som de lidt efter lidt fik den Vane at bruge Stene, Knipler og andre Vaaben, naar de kæmpede med deres Fjender, vil de lidt efter lidt være kommen til at bruge deres Kæber og Tænder mindre og mindre. Derved vil deres Kæber og Tænder være bleven reducerede i Størrelse; derom lader utal- lige analoge Tilfælde os ingen Tvivl. I et senere Kapitel skal vi komme til et ganske parallelt Tilfælde, hvor Talen er om Hjørne- tændernes Reduktion eller fuldstændige Forsvinden hos Drøvtyg- gerne af Hankønnet, noget, der aabenbart staar i Forhold til deres Horns Udvikling, medens det hos Hestene staar i Forhold til den Skik, de har, at kæmpe med deres Fortænder og Hove. Hos de voksne menneskelignende Han-Aber er det, ifølge Riiti- meyer1) og andre, netop den Virkning, som Kæbemusklerne ved deres stærke Udvikling har haft paa Kraniet, der faar dette til i saa mange Henseender og saa stærkt at afvige fra Menneskets, og som har givet det dets „virkelig forfærdelige Fysiognomi“. Alt som derfor Kæberne og Tænderne hos Menneskets Forfædre lidt efter lidt blev reducerede i Størrelse, vilde det udvoksne Kranium have frembudt næsten de samme Karakterer, som vi nu genfinder hos „Die Grenzen der Thierwelt, eine Betrachtung zu Darwins Lehre“, 1868, S. 51.