Menneskets Afstamning
og Parringsvalget
Forfatter: Charles Darwin
År: 1909
Forlag: Nordisk Forlag
Udgave: Anden udgave
Sider: 336
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
157
nu det angaar, at Haarene paa Menneskets og visse Abers Under-
arme vender samme Vej, saa maa denne Karakter, da den næsten
er fælles for alle menneskelignende Aber, sandsynligvis tilskrives
Nedarving; men det er dog ikke ganske vist, at det forholder sig
saaledcs, da nogle meget forskellige amerikanske Aber har den
samme Haarstilling. Det samme kan der siges om Menneskets hale-
løse Tilstand; thi Halen mangler hos alle de menneskelignende
Aber. Denne Karakter kan ikke desto mindre sættes paa Ned-
arvingens Regning, eftersom Halen, om den end ikke mangler, saa
dog er .rudimentær hos forskellige andre af den gamle Verdens
og hos nogle af den nye Verdens Arter, og tilmed mangler hos for-
skellige Arter, der hører til Halvabernes Gruppe.
Om endskønt Mennesket, som vi nu har set, nu just ikke kan
gøre Fordring paa at komme til at danne en Orden for sig, saa var
der dog maaske Rimelighed i, at han fik Lov til at danne en særegen
Underorden eller Familie. Professor Huxley deler i sit sidste Ar-
bejde1) Primaterne i tre Underafdelinger; nemlig Anthropidæ (de
menneskelignende), heri kun Mennesket, Simiadæ (de abelignen-
de), heri alle Slags Aber, Lemuridæ (de halv-abeagtige), heri de
forskellige Halvabeslægter. For saa vidt Forskelligheder i visse vig-
tige Bygningsforhold angaar, kan Mennesket uden Tvivl med Rette
fordre at komme til at danne en egen Underafdeling, og dette er
egentlig ogsaa for lidt, dersom vi navnlig fæster vor Opmærksomhed
paa hans Sjælsevner. Fra et genealogisk Synspunkt synes ikke desto
mindre en Underafdeling at være for meget, og efter det burde Men-
nesket kun komme til at danne en Familie, ja maaske endogsaa
blot en Underfamilie. Tænker vi os tre Rækker af Former, udgaa-
ende fra en fælles Kilde, saa er det let forstaaeligt, at to af dem i
Tidernes Løb kunde blive saa lidt forandrede, at de stadig kunde
beholdes som Arter af samme Slægt; medens den tredje Række
kunde blive saa stærkt modificeret, at den maatte gøres til en egen
Underfamilie, Familie eller endogsaa Orden. Men i dette Tilfælde
er det næsten sikkert, at den tredje Række alligevel gennem Arve-
ligheden vilde komme til at ligne de andre to Rækker i utallige
Smaating. Her vil vi saa komme til den Vanskelighed, der for Øje-
blikket ikke kan fjernes, hvor stor Vægt vi i Klassifikationen bør
’) „An Introduction to the Classification of Animals“ , 1869, S. 99.