Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

252 akkurat omvendt. I Anledning af det sidst fortalte vil jeg tilføje, at Hr. Powys fandt, at hos Bogfinkerne paa Corfu og i Epirus levede begge Kønnene hver for sig og „Hunnerne var langt de. talrigste“ ; medens Hr. Tristram fandt, at i Palæstina „syntes Hannernes Flokke at bestaa af langt flere Individer end Hunnernes“ x). Fremdeles siger Hr. G. Taylor* 2) om Quiscalus major, at i Florida var der „meget faa Hunner i Forhold til Hannerne“, medens Forholdet var det omvend- te i Honduras, hvor Arten havde Karakter af at være polygam. Fisk. Hos Fiskene kan vi kun faa noget at vide om Kønnenes For- holdstal ved at fange dem i udvoksen eller næsten udvoksen Til- stand, og det har mange Vanskeligheder at komme til et rigtigt Re- sultat3). Ufrugtbare Hunner kan let blive taget for Hanner, hvad Dr. Günther har bemærket til mig, særlig om Forellen. Hos nogle Arter antages det, at Hannen dør, kort efter at den har befrugtet Æggene. Hos mange Arter er Hannerne langt mindre end Hunnerne, saa et stort Antal Hanner vil kunne slippe ud igennem et Net, hvori Hun- nerne fanges. Hr. Carbonnier4), som særlig har givet sig af med Geddens (Esox lucius) Naturhistorie, siger, at mange Hanner paa Grund af deres ringe Størrelse bliver slugt af de større Hunner, og han tror, at Hannerne af næsten alle Fiskearter af den samme Grund er udsat for større Fare end Hunnerne. Alligevel synes det, i de faa Tilfælde, hvor man virkelig har faaet Forholdstallet, som om Han- nerne findes i overvejende størst Mængde. Saaledes siger Hr. R. Buist, der har Overopsynet med Stormontfield-Forsøgene, at af 70 Laks, der i 1865 blev trukket i Land for at man kunde faa Æggene, var omtrent 60 Hanner. I 1867 henleder han igen Opmærksom- heden paa „det store Misforhold, der er mellem Hannernes og Hun- nernes Antal. Vi fik i Begyndelsen i det mindste ti Hanner for hver Hun“. Senere fik de Hunner nok til at faa Æg af. Han tilføjer: „Paa Grund af den forholdsvis store Mængde Hanner, der findes, strides og bides de evigt og altid paa Legepladserne“5). Dette Misforhold kan uden Tvivl forklares, men det er meget tvivlsomt, om det kan forklares aldeles fyldestgørende ved, at Hannerne søger ned ad Flo- derne før Hunnerne. Hr. F. Buckland bemærker angaaende Forel- len, at „det er en mærkelig Omstændighed, at der er overordentlig mange flere Hanner, end der er Hunner. Det hænder altid, at naar det første Sæt Fisk er gaaet i Garnene, saa vil der i det mindste findes at være fanget syv eller otte Hanner for hver Hun. Jeg kan 9 „Ibis“, 1860, S. 137; og 1867, S. 369. 2) „Ibis“, 1862, S. 137. 3) Leuckart citerer Bloch’s (Wagner: Handwörterbuch der Phys.“ IV Band. 1853, S. 775) Angi- velse af, at der er to Gange saa mange Hanner som Hunner hos Fiskene. 4) Citeret i „Farmer“, 18 Marts, 1869, S. 369. B) „The Stormontfield Piscicultural Experiments“, 1866, S. 23. „The Field“, Avis, 29. Juni, 1867.