Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

Forfatter: Charles Darwin

År: 1909

Forlag: Nordisk Forlag

Udgave: Anden udgave

Sider: 336

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 700 Forrige Næste
af de laveste Dyr synes at være den, at deres Farver er det direkte Resultat af deres Vævs kemiske Natur eller yderst fine Struktur, uden at der hermed egentlig følger nogen særlig Fordel. Der er næppe nogen Farve, der er skønnere end Arteriernes Blods; men der er ingen Grund til at antage, at Blodets Farve i og for sig yder nogen Fordel, og om endskønt det gør Pigens Kind skønnere, saa er der dog vel næppe nogen, der vil paastaa, at det er af den Grund, Blodet har faaet den Farve, det har. Fremdeles har hos mange Dyr, særlig de lavere, Galden en rig Lød; saaledes skyldes Eolideernes (nøgne Søsnegle) store Skønhed, efter hvad Hr. Hancock meddeler mig, navnlig det, at man ser Galdekirtlerne igennem de gennemsigtige Hudlag; og denne Skønhed er rimeligvis ikke disse Dyr til nogen Nytte. De Farver, som det henvisnende Løv har i Amerikas Skove, beskrives som vidunderligt pragtfulde, og dog er der vel næppe nogen, der vil falde paa, at disse Farver skulde gøre Træerne den aller mindste Nytte. Naar vi husker paa, hvor mange Substanser, som staar i nøje Analogi til de naturlige organiske Stoffer, Kemi- kerne for nylig har dannet, og hvorledes de frembyder de pragt- fuldeste Farver, saa vilde det være en løjerlig Ting, om Substanser af en lignende Farve ikke ofte var opstaaede i de levende Organis- mers indviklede Laboratorier, uden at de i og for sig havde været til nogen Nytte for de paagældende Individer. Bløddyrenes Afdeling. — Hele denne store Afdeling af Dyre- riget igennem (taget i dens videste Udstrækning) forekommer, saa vidt som jeg kan se, saadanne sekundære Kønskarakterer, som vi her beskæftiger os med, aldrig. Man kunde da heller ikke have ven- tet at finde dem i de tre laveste Klasser, Ascidier, Polyzoer og Bra- chiopoder (der danner Huxley’s Molluscoida), thi om de fleste af disse Dyr gælder det, at de enten stadig sidder fæstnede til et fast Underlag eller har begge Køn forenede i det samme Individ. Hos Lamellibranchiata eller Muslinger er Hermafroditisme ikke sjælden. I den Klasse, der staar ovenfor denne, nemlig Sneglene (Gastero- poda), har vi baade Hermafroditer og særkønnede. Men hos de sidste har Hannerne aldrig særegne Organer, der kan hjælpe dem til at finde, fastholde eller daare Hunnerne, lige saa lidt som de har Redskaber, der kan bruges i en Kamp mod andre Hanner. Den eneste udvortes Forskel, der er imellem Kønnene, bestaar i, som