Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

hos Hannerne end hos Hunnerne. Hos mange Arter er de lige over hinanden siddende Griberedskaber ulige store, saaledes at det højre, efter hvad Hr. C. Spence Bate har meddelt mig, i Almindelighed, skønt ikke altid, er størst. Denne Ulighed er ofte meget større hos Hannen end hos Hunnen. Ogsaa er de to Griberedskaber forskellige i Bygning (Fig. 4, 5 og 6), idet det mindre ligner Hunnens. Hvad der vindes ved, at de er ulige store paa begge Legemets Sider, og ved, at de er langt større hos Hannen end hos Hunnen, og hvorfor de, naar de er lige store, ofte begge to er meget større hos Hannen end hos Hunnen: det ved man ikke. Griberedskaberne er under- tiden af en saadan Længde og Størrelse, at de, efter hvad Hr. Spence Bate siger, umulig kan bruges til at føre Føde til Munden med. Hos Hannerne af visse Ferskvandsrejer (Palæmon) er det højre Ben virkelig længere end hele Legemet1). Det er rimeligt, at den stærke Udvikling af et Lem og dets Griberedskab kan være Hannen til Hjælp, naar den bekæmper sine Rivaler; men dette for- klarer os jo ikke, hvorfor de ikke er ens hos Hunnen. Ifølge en An- givelse, der findes citeret hos Milne Edwards2), lever Han og Hun af Gelacimus i det samme Hul, og det er nok værd at lægge Mærke til, da det viser, at de parres. Fremdeles siges det, at Hannen til- lukker Hullets Munding med sin ene store Klo, som er overordentlig stærkt udviklet; i dette Tilfælde tjener den altsaa indirekte som Forsvarsredskab. Men Hovednytten er imidlertid rimeligvis den, at holde fast paa Hunnen, og man ved da ogsaa i nogle Tilfælde, som f. Eks. hos Tangloppen (Gammarus), at dette forholder sig saaledes. Hvad den almindelige Strandkrabbe (Carcinus mænas) angaar, saa meddeler Hr. Spencer Bate mig, at Parringen her foregaar, umiddel- bart efter at Hunnen har skudt sin haarde Skal, paa hvilket Tids- punkt den er saa blød, at den vilde tage Skade, dersom den blev grebet af Hannens stærke Griberedskaber; men da den fanges og føres omkring af Hannen førend Skalskiftningen, saa kan den jo alt- saa blive greben uden at tage Skade. Fritz Müller hævder, at visse Arter af Melita adskiller sig fra ') Jævnfør en Afhandling af Hr. C. Spence Bate, med Figurer, i „Proc. Zool. Soc.“, 1868, S. 363, og Slægtens Nomenklatur ibid. S. 585. Jeg er Hr. Spence Bate stor Tak skyldig for næsten alle de ovenfor an- førte Bemærkninger om de højere Krebsdyrs Kløer. 2) „Hist. Nat. des Crust.“ , Tom. II, 1837, S. 50.