Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

276 forsøgte paa efter Farven at skelne Kønnene fra hinanden hos de Arter, som lever ved Mauritius, men det lykkedes ham kun hos en Art af Squilla, sandsynligvis S. stylifera, hos hvilken Hannen be- skrives som værende „smuk blaagrøn“, medens nogle af Vedhæn- gene var kirsebærrøde; Hunnens Farver er derimod dæmpet med Skjolder af brunt og graat, „og det røde hos hende har et langt mattere Skær end hos Hannen“ ?) I dette Tilfælde kan det nok være, at Parringsvalget har været med i Spillet. Hos Saphirina (en i Oceanet levende Slægt af Smaakrebs, og som altsaa staar lavt i Systemet) er Hannerne forsynede med smaa Skjolde eller celle- lignende Legemer, der frembyder skønt skiftende Farver, hos Hun- nerne findes disse Legemer ikke, og hos en af Arterne er der ingen af Kønnene, der har dem.* 2) Det vilde imidlertid være temmelig letsindigt deraf at slutte,, at disse mærkelige Organer kun tjener til at øve Tiltrækning paa Hunnerne med. Hos Hunnen af en bra- siliansk Gelasimusart cr hele Legemet, som Fritz Müller meddeler mig, næsten ensartet graabrunt. Hos Hannen er den bagerste Del af Cephalothorax (det sammenvoksede Hoved- og Kropparti) rent hvidt, medens den forreste Del er friskgrøn, med Afskygninger ned til mørkebrunt; og det er mærkeligt, at disse Farver er tilbøjelige til at skifte i Løbet af nogle faa Minuter det hvide bliver saa- ledes skidengraat eller endogsaa sort, det grønne „mister meget af sin Friskhed“. Hannerne er aabenbart langt talrigere end Hunnerne. Det fortjener særlig at lægges Mærke til, at de ikke faar deres friske Farver, førend de bliver kønsmodne. De afviger ogsaa fra Hun- nerne derved, at deres Griberedskaber er større. Hos nogle af Slæg- tens Arter, sandsynligvis hos dem alle, mages Kønnene og lever i samme Hul. De er ogsaa, som vi har set, meget intelligente Dyr. Alle disse forskellige Omstændigheder gør det højst sandsynligt, at Hannen hos denne Art har faaet muntre Farver for at tiltrække eller opflamme Hunnen. Vi sagde lige ovenfor, at Gelasimushannen ikke faar sine iøjne- faldende Farver, førend den er voksen og næsten færdig til at par- res. Dette synes at være den almindelige Regel den hele Klasse igennem, hvor de to Køn frembyder mange tydelige Forskelligheder *) Hr. Ch. Fraser i: „Proc. Zoolog. Soc.“ , 1869, S. 3. For Dr. Powers Angivelser har jeg Hr Bate at takke. 2) Claus: „Die freilebenden Copepoden“ , 1863, S. 35.