Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

Forfatter: Charles Darwin

År: 1909

Forlag: Nordisk Forlag

Udgave: Anden udgave

Sider: 336

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 700 Forrige Næste
287 behagelige og andre ubehagelige. Det er ganske vist ikke sandt, at der i Menneskets Sjæl skulde findes en Universalnerve for det men- neskelige Legemes Skønhed. Det er imidlertid nok muligt, at en vis Smagsretning i Tidernes Løb kan blive arvelig, men jeg kender ingen Beviser, der taler til Gunst for denne Antagelse; dersom det imidlertid skulde forholde sig saaledes, vilde hver Race faa sit medfødte Skønhedsideal. Man har paastaaet1), at Grimhed betyder en Tilnærmelse til de lavere Dyrs Bygning, og dette er ganske vist sandt for de mere civiliserede Nationers Vedkommende, hos hvilke der sættes særlig Pris paa Forstand; men en Næse, der var dob- belt saa fremspringende som vor, eller Øjne, der var dobbelt saa store som vore, vilde ikke være nogen Tilnærmelse i Bygning til de lavere Dyr og vilde dog være yderst hæsligt. Enhver Races Mennesker foretrækker det, de er vant til at se, stor Omskiftning kan de ikke lide, men de ynder Forandring og beundrer ethvert karakteristisk Punkt, drevet til en vis moderat Yderlighed2). Folk, der er vante til et nogenlunde ovalt Ansigt, lig© og regelmæssige Træk og klare Farver, som vi Evropæere, henrykkes over disse Ting, naar de findes meget stærkt udviklede. Paa den anden Side beundrer Folk, der er vante til brede Ansigter med fremstaaende Kæbeben, fladtrykte Næser og sort Hud, disse Ting, naar de er stærkt udviklede. Uden Tvivl kan alle Slags Ejendommeligheder udvikles saa meget, at det ikke bliver skønt længere. Derfor vil en fuldkommen Skønhed, som fordrer mange Ejendommeligheder ud- viklede paa en vis bestemt Maade, være en Sjældenhed i enhver Race. Den store Anatom Bichat sagde for lang Tid siden, dersom alle Mennesker var støbt i samme Form, vilde der ikke være noget til, der kaldtes Skønhed. Dersom alle Kvinder var saa skønne som den medieæiske Venus, vilde vi en Tidlang blive henrykte derover, men vi vilde snart ønske os Forandring; og saa snart vi havde faaet den attraaede Forandring, vilde vi ønske at se visse Karakterer hos vore Kvinder forstærkede lidt over det almindelige. ') Schaffhausen i: „Archiv für Anthropologie“ , 1866, S. 164. 3) Hr. Bain har i: „Mental and Moral Science“, 1868, S. 304—314, samlet omtrent tolv mere eller mindre forskellige Teorier om Skønhed, men ingen af dem er ganske den samme som den her fremsatte.