Menneskets Afstamning
og Parringsvalget
Forfatter: Charles Darwin
År: 1909
Forlag: Nordisk Forlag
Udgave: Anden udgave
Sider: 336
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
nerne, eller stærkere udviklet hos dem end hos Hunnerne. Paa
Grund heraf og paa Grund af, at Haaret paa mange Abers Hoveder
er saa løjerlig ordnet og har saa straalende Farver, er det, som før
udviklet, højst rimeligt, at Hannerne først erhvervede deres Skæg
som Prydelse ved Parringsvalg og saa i de fleste Tilfælde nedarvede
det ligeligt, eller næsten ligeligt, til Afkommet af begge Køn.
Eschricht1) har lært os, at saa vel Menneskets kvindelige som mand-
lige Foster er rigt beklædt med Haar i Ansigtet, særlig omkring
Munden, og dette tyder hen paa, at vi nedstammer fra en Stamform,
hos hvilken begge Køn var skæggede. Ved første Øjekast synes der
derfor at være Rimelighed for, at Manden har beholdt det Skæg,
han havde i en meget tidlig Tid, medens Kvinden mistede sit
Skæg paa samme Tid, som hendes Legeme blev næsten fuldstændig
blottet for Haar. Selv den Farve, Menneskets Skæg har, synes at
være nedarvet fra vore abeagtige Forfædre; thi naar der er nogen
Forskel paa Hovedhaarets og Skæggets Farve, saa er baade hos
Aber og hos Mennesket det sidste det lyseste. Det er ikke saa usand-
synligt, at de skæggede Racers Mænd har beholdt det Skæg, som
de havde i de tidligste Tider, som det er, at de skulde have beholdt
Haarene paa Legemet; thi hos de af de firhændede, hos hvilke
Hannen har et større Skæg end Hunnen, bliver dette kun fuldt ud-
viklet, naar Dyret er blevet helt voksent, og de sidste Udviklings-
stadier kunde derfor udelukkende være bleven nedarvede til Han-
kønnet. Derfor skulde da, hvad der ogsaa i Virkeligheden er Til-
fældet, Børnene af Hankønnet, før de bliver voksne, være lige saa
blottede for Skæg som Børnene af Hunkønnet. Paa den anden Side
antyder Skæggets store Variabilitet indenfor samme Race og hos de
forskellige Racer, at Tilbageslag har været med i Spillet. Hvordan
det nu end forholder sig, maa vi dog ikke overse den Rolle, som
Parringsvalget kan have spillet selv i den seneste Tid, thi det er
bekendt, at hos de vilde gør de skægløse Racers Mænd sig stor
Ulejlighed med at rykke hvert eneste Haar, de har i Ansigtet, ud,
da det forekommer dem hæsligt, medens de skæggede Racers
Mænd er yderst stolte af deres Skæg. Kvinderne er uden Tvivl af
samme Mening, og i saa Fald er det ikke muligt andet, end at
') „Ueber die Richtung der Haare am menschlichen Körper" , i Müllers
„Archiv für Anat, und Phys.“, 1837, S. 40.