Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

nerne, eller stærkere udviklet hos dem end hos Hunnerne. Paa Grund heraf og paa Grund af, at Haaret paa mange Abers Hoveder er saa løjerlig ordnet og har saa straalende Farver, er det, som før udviklet, højst rimeligt, at Hannerne først erhvervede deres Skæg som Prydelse ved Parringsvalg og saa i de fleste Tilfælde nedarvede det ligeligt, eller næsten ligeligt, til Afkommet af begge Køn. Eschricht1) har lært os, at saa vel Menneskets kvindelige som mand- lige Foster er rigt beklædt med Haar i Ansigtet, særlig omkring Munden, og dette tyder hen paa, at vi nedstammer fra en Stamform, hos hvilken begge Køn var skæggede. Ved første Øjekast synes der derfor at være Rimelighed for, at Manden har beholdt det Skæg, han havde i en meget tidlig Tid, medens Kvinden mistede sit Skæg paa samme Tid, som hendes Legeme blev næsten fuldstændig blottet for Haar. Selv den Farve, Menneskets Skæg har, synes at være nedarvet fra vore abeagtige Forfædre; thi naar der er nogen Forskel paa Hovedhaarets og Skæggets Farve, saa er baade hos Aber og hos Mennesket det sidste det lyseste. Det er ikke saa usand- synligt, at de skæggede Racers Mænd har beholdt det Skæg, som de havde i de tidligste Tider, som det er, at de skulde have beholdt Haarene paa Legemet; thi hos de af de firhændede, hos hvilke Hannen har et større Skæg end Hunnen, bliver dette kun fuldt ud- viklet, naar Dyret er blevet helt voksent, og de sidste Udviklings- stadier kunde derfor udelukkende være bleven nedarvede til Han- kønnet. Derfor skulde da, hvad der ogsaa i Virkeligheden er Til- fældet, Børnene af Hankønnet, før de bliver voksne, være lige saa blottede for Skæg som Børnene af Hunkønnet. Paa den anden Side antyder Skæggets store Variabilitet indenfor samme Race og hos de forskellige Racer, at Tilbageslag har været med i Spillet. Hvordan det nu end forholder sig, maa vi dog ikke overse den Rolle, som Parringsvalget kan have spillet selv i den seneste Tid, thi det er bekendt, at hos de vilde gør de skægløse Racers Mænd sig stor Ulejlighed med at rykke hvert eneste Haar, de har i Ansigtet, ud, da det forekommer dem hæsligt, medens de skæggede Racers Mænd er yderst stolte af deres Skæg. Kvinderne er uden Tvivl af samme Mening, og i saa Fald er det ikke muligt andet, end at ') „Ueber die Richtung der Haare am menschlichen Körper" , i Müllers „Archiv für Anat, und Phys.“, 1837, S. 40.