Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

309 Parringsvalget maa have haft nogen Indflydelse i de senere Tider1). Det er temmelig vanskeligt at danne sig noget Begreb om, hvordan Menneskets lange Hovedhaar blev udviklet. Eschricht2) siger, at hos det menneskelige Foster er i den femte Maaned Haa- ret i Ansigtet længere end Haaret paa Hovedet, og dette tyder hen paa, at vore halvt menneskelige Forfædre ikke havde lange Lokker, hvilket derfor maa være noget, vi er kommen sent til. I samme Ret- ning peger ogsaa den Omstændighed, at der er saa overordentlig stor Forskel paa Haarets Længde hos de forskellige Racer; hos Negrene danner Haaret et tæt, krøllet Filt, hos os er det meget langt, og hos de indfødte i Amerika naar det ikke sjældent ned til Jorden. Hos nogle Arter af Semnopithecus er Hovedet bedækket med temmelig langt Haar, der rimeligvis tjener til Prydelse og blev erhvervet ved Parringsvalg. Det samme gælder ogsaa om Menne- skets Haar; thi som bekendt bliver og blev tidligere lange Lokker meget beundrede, hvad næsten enhver Digters Værker bærer Vidne om; St. Paulus siger: „Men dersom en Kvinde lader Haaret vokse langt, er det hende en Ære“, og vi har set, at en Høvding i Nord- amerika blev udset til denne Post, udelukkende fordi hans Haar var saa langt. Hudfarven. — Det bedste Bevis for, at Hudfarven er bleven modificeret ved Parringsvalg hos Mennesket, mangler; thi Kønnene ’) Hr. Sproat („Scenes and Studies of Savage Life“, 1868, S. 25) frem- sætter angaaende Vancouvers-Islands-Beboernes skægløse Tilstand den Gisning, at den Sædvane at plukke Haarene bort af Ansigtet, „fortsat fra Generation til Generation, maaske tilsidst vilde frembringe en Race, der udmærkede sig ved en tynd og strittende Skægvækst“ . Men denne Sædvane vilde ikke være opstaaet, førend Skægget allerede af en eller anden Aarsag var bleven meget reduceret. Heller ikke har vi noget di- rekte Bevis for, at fortsat Afplukning af Haaret vilde frembringe nogen arvelig Virkning. Paa Grund af denne min Tvivl har jeg ikke hidtil hen- tydet til den Mening, som flere udmærkede Ethnologer, f. Eks. Hr. Gosse i Genf, hævder, at kunstige Omdannelser af Hjerneskallen ned- arves. Det er ikke min Mening at ville benægte det; desuden ved vi af Dr. Brown-Séquard’s mærkelige Iagttagelser, særligt de, der nylig (1870) er meddelt British Association, at Virkningerne af Operationer nedarves hos Guinea-Svin. *2) „Ueber die Richtung der Haare“ , ibid. S. 40.