Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

55 virksomme og lige saa stærkt udviklede som Menneskets, vilde faa en moralsk Følelse, der nøjagtig var den samme som vor. Ligesom forskellige Dyr har en vis Skønhedssans, om endskønt de beundrer vidt forskellige Genstande, saaledes kan de ogsaa have en vis Fø- lelse for Ret og Uret, om endskønt den førte dem til at opføre sig paa vidt forskellige Maader. Dersom, lad os tage et Eksempel og sætte Sagen paa Spidsen, dersom Menneskene blev opfødt under ganske de samme Betingelser som Honningbien, saa kan der næppe være nogen Tvivl om, at vore ugifte Kvinder vilde, ligesom Arbejds- bierne, anse det for en hellig Pligt at dræbe deres Brødre, ligesom Mødrene vilde se at faa dræbt deres mandvoksne Døtre, og der vilde ikke være nogen, der vilde tænke paa at hindre dette. Ikke desto mindre vilde Bien eller hvilket som helst andet selskabeligt Dyr i det givne Tilfælde komme til, synes det mig, at faa nogen Følelse for Ret og Uret eller Samvittighed. Thi ethvert Individ vilde have en indre Følelse af at have visse stærkere og mere varige Instinkter og andre mindre stærke eller mindre varige; derved vilde der ofte blive en Slags Strid om, hvilken Impuls man skulde følge, og der vilde komme en Følelse af Tilfredshed eller Utilfredshed, naar de forbigangne Indtryk blev sammenlignede med hinanden, medens de uophørligt gled forbi Sjælen. I saa Tilfælde vilde en indre adva- rende Røst sige Dyret, at det vilde have været bedre at have fulgt den ene Impuls end den anden. Den ene af dem burde være bleven fulgt, d. v. s. den ene vilde have været Ret, den anden Uret. Jeg skal senere komme tilbage til disse Betegnelser. Selskabelighed. — Mange Slags Dyr er selskabelige; vi finder endogsaa forskellige Arter levende sammen; dette er saaledes Til- fældet med nogle amerikanske Aber og med de store Flokke af Alliker, Stære og Raager. Det er ogsaa Selskabelighedsdriften, der faar sit Udtryk i Menneskets store Kærlighed til Hunden, en Kær- lighed, der er gensidig. Enhver maa have lagt Mærke til, hvor ulykkelige Heste, Hunde, Faar osv. er, naar de er bleven skilt fra deres Kammerater, og hvilken Glæde i det mindste de to første Slags Dyr udviser, naar de bliver samlede igen. Det er ganske mor- somt at tænke paa, hvad det er for Følelser, der rører sig hos en Hund, som i timevis kan opholde sig fredeligt i Værelse sammen med sin Herre eller et andet Medlem af Familien, uden at der for øvrigt bliver taget aller mindste Notits af den; men som, saasnart Darwin : Menneskets Afstamning I 5