Menneskets Afstamning
og Parringsvalget
Forfatter: Charles Darwin
År: 1909
Forlag: Nordisk Forlag
Udgave: Anden udgave
Sider: 336
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
57
anden indbyrdes. Hos nogle Drøvtyggere stiller Hannerne sig frem
i forreste Linie, naar der er Fare paa Færde, og forsvarer Hjorden
med deres Horn. Jeg skal ogsaa i et senere Kapitel omtale to unge
vilde Tyre, der angreb en gammel Tyr i Forening, og ligeledes to
Hingste, der i Fællesskab søgte at drive en tredje Hingst bort fra
en Flok Hopper. Brehm mødte i Abyssinien en stor Horde af
Bavianer, der marcherede tværs over en Dal. Nogle af dem var
allerede i Færd med at stige op paa Bjergene paa den anden Side,
andre var endnu nede i Dalen; de sidste blev angrebne af Hundene;
men de gamle Han-Bavianer løb øjeblikkelig ned over Klipperne,
spærrede Gabet vidt op og gav sig til at brøle saa forfærdeligt, at
Hundene over Hals og Hoved trak sig tilbage. De blev igen pudsede
paa Bavianerne; men disse var imidlertid kommen op paa Højder-
ne med Undtagelse af en lille seks Maaneders Bavian, som, brø-
lende lydeligt om Hjælp, klavrede op paa en Klippeblok og blev
omringet. Nu kom en af de største Hanner, en sand Helt, igen ned
fra Bjergene, gik langsomt hen til Ungen, kælede lidt for den og
førte den bort i Triumf, medens Hundene saa til — de var altfor
forbavsede til at angribe. Jeg kan ikke lade være med at omtale
endnu en Scene, hvortil den samme Naturforsker var Vidne: En
Ørn greb en ung Cercopithecus, som, fordi den holdt saa godt fast
ved den Gren, den sad paa, ikke blev snappet væk med ét; Ungen
raabte højt om Hjælp, hvorpaa de andre Medlemmer af Flokken med
stor Allarm stormede frem til Hjælp, omringede Ørnen og plyndrede
den for saa mange af dens Fjer, at den ikke længere tænkte paa sit
Bytte, men kun, hvorledes den skulde slippe løs. Denne Ørn vilde,
som Brehm bemærker, sikkert aldrig mere forsøge paa at angribe en
Abe, der havde Kammerater i Nærheden.
Det er vist, at selskabelige Dyr har en Følelse af Kærlighed
lige overfor hinanden, som man ikke vil finde hos voksne uselskabe-
lige Dyr. Hvorvidt de i de fleste Tilfælde virkelig har Medfølelse
med hinandens Smerte og Glæde, er mere tvivlsomt, særlig hvad
det sidste angaar. Hr. Buxton, der havde udmærket Lejlighed til
Iagttagelse, siger imidlertid,1) at hans Macaw-Papegøjer, som le-
vede ude i det frie i Norfolk, følte „en ekstravagant Interesse“ for et
Par, der havde en Rede, og naar Hunnen forlod den, blev hun om-
') „Annals and Mag. of Nat. Hist.“, November 1868, S. 382.
5*