Elektricitet og Magnetisme
Elementær Indledning til den nyere Elektroteknik

Forfatter: Silvanus P. Thompson

År: 1893

Forlag: P.G. Philipsens Forlag

Sted: København

Sider: 437

UDK: 537. Th

Til Selvstudium og til brug ved Undervisning.

Oversat af V.C.A. Jøhnke. Med 152 Afbildninger.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 468 Forrige Næste
Magnetiske Figurer. 91 er anbragt over en Magnet, og man banker lidt paa Pladen; derefter ledes en Dampstraale forsigtig hen over Pladen, hvorved Gummien bliver blød, og naar den igen bliver haard, ville Filspaanerne sidde fast paa Glaspladen. Ved at betragte Figuren vil man se, at Linierne sprede sig nogenlunde ligeligt til alle Sider fra hver Pol og danne krumme Linier, der gaa fra Pol til Pol, saa at Linierne fra de to Poler mødes. Faraday, der gjorde en udstrakt Anvendelse af disse Figurer for at undersøge den magnetiske Fordeling i forskellige »Felter«, kaldte Linierne Kr afti in i er. Da de smaa magnetiske Partikler ordnes under Paavirkning af Tiltrækningerne og Frastødningerne i Feltet, gengive Linierne Resultanten af Kræfternes Retning paa ethvert Punkt; enhver Partikkel søger at indtage Retningen for den magnetiske Fordeling, der skyldes begge Polernes samtidige Virkning, og derfor ville Kraft- linierne gengive Linierne for den magnetiske Fordeling*). Faraday fastslog, at disse »Kraftlinier« give et Billede af det magnetiske Felt, idet de ved deres Stilling angive Retningen af den magnetiske Kraft og ved deres Antal dens Størrelse. Hvis det var muligt at anbringe en lille, enkelt Magnetpol paa en af disse Kraftlinier, vilde en Nordpol søge at bevæge sig langs denne Linie fra Feltets Nordpol til dets Sydpol, medens en enkelt Sydpol vilde søge at bevæge sig i den modsatte Retning. Faraday tillagde ogsaa disse Kraftlinier visse fysiske Egenskaber, nem ig, at de søge at trække sig sammen efter Længden, og at de frastøde hinanden, naar de ligge Side om Side. Disse Egenskaber kunne dog ikke direkte godtgøres, og nu om Stunder, hvor man mener, at Magnetismen skyldes »Æteren« i Rummet, indskrænker man sig til at sige, at der i hvert magnetisk Felt er en vis Kraft, *) eller rettere den fordelende Krafts Komposant i Papirets Plan; selve Kraften har en derfra temmelig forskellig Retning og er over Polerne omtrent vinkelret paa Papirets Plan.