Elektricitet og Magnetisme
Elementær Indledning til den nyere Elektroteknik
Forfatter: Silvanus P. Thompson
År: 1893
Forlag: P.G. Philipsens Forlag
Sted: København
Sider: 437
UDK: 537. Th
Til Selvstudium og til brug ved Undervisning.
Oversat af V.C.A. Jøhnke. Med 152 Afbildninger.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Magnetiske Figurer.
91
er anbragt over en Magnet, og man banker lidt paa
Pladen; derefter ledes en Dampstraale forsigtig hen
over Pladen, hvorved Gummien bliver blød, og naar
den igen bliver haard, ville Filspaanerne sidde fast
paa Glaspladen. Ved at betragte Figuren vil man se,
at Linierne sprede sig nogenlunde ligeligt til alle Sider
fra hver Pol og danne krumme Linier, der gaa fra
Pol til Pol, saa at Linierne fra de to Poler mødes.
Faraday, der gjorde en udstrakt Anvendelse af disse
Figurer for at undersøge den magnetiske Fordeling i
forskellige »Felter«, kaldte Linierne Kr afti in i er. Da
de smaa magnetiske Partikler ordnes under Paavirkning
af Tiltrækningerne og Frastødningerne i Feltet, gengive
Linierne Resultanten af Kræfternes Retning paa ethvert
Punkt; enhver Partikkel søger at indtage Retningen
for den magnetiske Fordeling, der skyldes begge
Polernes samtidige Virkning, og derfor ville Kraft-
linierne gengive Linierne for den magnetiske
Fordeling*). Faraday fastslog, at disse »Kraftlinier«
give et Billede af det magnetiske Felt, idet de ved
deres Stilling angive Retningen af den magnetiske
Kraft og ved deres Antal dens Størrelse. Hvis det var
muligt at anbringe en lille, enkelt Magnetpol paa en
af disse Kraftlinier, vilde en Nordpol søge at bevæge
sig langs denne Linie fra Feltets Nordpol til dets
Sydpol, medens en enkelt Sydpol vilde søge at bevæge
sig i den modsatte Retning. Faraday tillagde ogsaa
disse Kraftlinier visse fysiske Egenskaber, nem ig, at
de søge at trække sig sammen efter Længden, og at
de frastøde hinanden, naar de ligge Side om Side.
Disse Egenskaber kunne dog ikke direkte godtgøres,
og nu om Stunder, hvor man mener, at Magnetismen
skyldes »Æteren« i Rummet, indskrænker man sig til
at sige, at der i hvert magnetisk Felt er en vis Kraft,
*) eller rettere den fordelende Krafts Komposant i Papirets Plan; selve
Kraften har en derfra temmelig forskellig Retning og er over Polerne
omtrent vinkelret paa Papirets Plan.