Kjøbenhavns Skomagerlav 1509-1909

I en nedad gaaende Tid. 119 Skotöj, og under Forbehold af, at der med Værkstedet vilde blive taget Sigte paa det almene Bedste, og ikke blot paa visse Klasser, vilde Lavet »med Fornøjelse opofre en Del af dets borgerlige Rettigheder, saa besværlig Tiden er at ernære sig med Familie«. Herefter fik Ansøgerne en Bevilling, hvorefter de kunde anlægge det ønskede Værk- sted, hvorfra de dog kun maatte sælge »til vore Embeds- mænd samt disses Tyende«. Det var næppe ganske saa- ledes, Skomagerlavet havde ment det, men det maa staa hen, om Værkstedet i det Hele kom i Stand. Sikkert er det derimod, at de høje Priser vedblev. Paa »Selskabet for indenlandsk Kunstflid«’s Udstilling i 1814 var der fra Hof-Skomager Høk udstillet to Par Stövler, der kostede 30 Rd. Parret, og det kan ikke være den Omstændighed, at Saaler og Hæle vare fastgjorte paa dem ved Nagler og ikke ved syede Sting, der foranledigede den höje Pris. En anden udstillende Skomager, P. E. Schmidt i Nellikegade, mødte med »et Par Kaloscher kaldet Oeconomie-Skoe«, der kostede 5 Rd. De höje Priser medførte naturligvis stor Tilbagehol- denhed i at kjøbe Fodtöj, hvad der gik ud over Sko- magerne. Men ogsaa paa anden Vis mærkedes Tiderne i Skomagerkredse. I November 1807 meddelte Svendenes fire Oldgeseller, at Svendebroderskabets Lade, Skilt og Pro- tokoller m. m. vare gaaede tilgrunde, da dets Herberge i Store Fiolstræde ved Kjøbenhavns Bombardement gik op i Luer. De stod overfor Anskaffelsen af en ny Lade, et Ligklæde, et Skilt, en Tinkande, en Protokol og en Regn- skabsbog, hvilket tilsammen vilde koste 159 Rd., men de havde ikke Pengene hertil, og de foreslog derfor, at de skulde skaffes ved at paalægge enhver Svend, de syge og helt unge Svende fraregnede, at udrede 3 Mk. fordelt paa to Kvartaler, og i December s. A. blev dette tilladt, næppe til Svendenes udelte Tilfredshed, ti Tidepengene,