Indbydelsesskrift til Kjøbenhavns Universitets Fest i Anledning af Hans Majestæt Kongens Födselsdag den 6te October 1859
Heri: Om Søvandets Bestanddele og deres Fordeling i Havet

Forfatter: G. Forchhammer

År: 1859

Forlag: J. H. Schultz

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 74

DOI: 10.48563/dtu-0000249

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 124 Forrige Næste
29 Love, deres Existents og Ejendommelighed til den uniaadelige Masse af Ferskvand, som saamange al Verdens störste Stromme udgyde i Atlanterhavet. Med Hensyn til Strömmen omkring Grönland er endnu at bemærke, at Vandet nogle Grader S. for Grönlands sydlige Spids der, hvor den imellem Island og Grönland böier sig op i Davisstrædet, lindes midt i Strædet kun at holde 32,417 Procent Sall og vedbliver at flyde med denne Styrke indtil omtrent 66° N. B. G aae vi derfra længere imod N., stiger dens Saltmængde til 33,187, 33,446 og under 69° 45' til 33,598. Havde man kjendt dette Forhold tidligere, vilde man deri kunne have fundet et meget vigtigt Beviis for, at Baffinsbugteu ikke er en lukket Fjord, men et Sund; thi Forholdene ved Fjordene ere saaledes, at Salt- vandets Styrke aftager med hvert Skridt vi komme dybere ind i Fjorden. Og selv efter vore nuværende Kundskabers Tilstand er denne imod N. stadig voxende Saltstyrke et meget mærkværdigt Phænomen. Vore Er- faringer vise nemlig, at Sövandets Saltholdighed aftager, naar vi nærme os Polerne; for det nordpolare Hav have vi allerede vidst det i en læn- gere Tid, og den Omstændighed, at den östgrönlandske Polarström, hvor den böier sig omkring Grönlands Sydspids ind i Davisstrædet, har en, selv i hine nordlige Vande uhört lav Saltstyrke, hentyder paa, at Havet imellem Island, Grönland og Spitzbergen faaer et usædvanligt stærkt Tillob af Ferskvand, hvilket maa hidröre fra de uhyre store lismasser, som dække hine Kyster. Islænderne lide hvert Foraar under store lis- marker, der drive imellem deres Ö og Grönland imod S. V. og hyppigen sætte sig fast paa Langenæs; Grönlandsfarerne kjende de samme drivende lismarker under Navn af Storisen. Ved de Vandprøver, som Sir James Ross saa velvilligen har overladt mig til Analysen, bliver det ligeledes godtgjort, at det sydpolare Vand er mindre saltholdigt end i lavere Breder, ja endog mindre salthol- digt end det nordpolare Vand. At denne ringere Saltmængde i det sydpolare Hav ikke blot gjælder Vandet fra Nærheden af den af Sir James Ross